Nyheder

Foreningen Norden er fortsat meget aktiv – og behovet for det nordiske samarbejde er måske større end nogensinde

Få mere at vide på fredag

Foreningen Norden er fortsat meget aktiv – og behovet for det nordiske samarbejde er måske større end nogensinde
28. september 2023
Af Redaktion

– Nogle mener, at Foreningen Norden er ophørt / død for mange år siden.

– Den opfattelse må jeg klart dementere. Foreningen Norden er fortsat meget aktiv… ikke mindst her i området, fastslår Gunner Buck, som er formand for Foreningen Norden, Mariagerfjord.

– Og behovet for at støtte det nordiske samarbejde er stort måske større end nogensinde tidligere, fortsætter formanden, og forklarer:

– Med præsident Putin, Rusland, som nær nabo og med stormagternes Kinas, Ruslands og USAs – enorme interesse for Arktis og Grønland er der ekstra brug for et stærkt samarbejde mellem de nordiske lande og for opbakning til vore politikere, som varetager det nordiske samarbejde i Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd.

– Denne folkelige opbakning er en af opgaverne for Foreningerne Norden i de Nordiske lande, der også står sammen om en række fælles opgaver som Norden i Skolen, Nordjobb og Nordisk Litteraturuge.

– Alle, som ønsker at få mere at vide om det nordiske samarbejde og Foreningen Norden, er meget velkomne til at kontakte os medlemmer af bestyrelsen for Foreningen Norden Mariagerfjord fredag – 29. september, hvor vi vil vise flaget i / og ved Andelen, det nye aktivitetshus på Storegade 44 fra klokken 16 til 18, siger Gunner Buck.

– Vi vil orientere om det nordiske samarbejde, om arbejdet med at Norden skal blive verdens mest bæredygtige og integrerede region fra 2030, som de nordiske statsministre iværksatte i 2019.

– Vi vil selvfølgelig også gerne fortælle om vore egne aktiviteter. Og så er det selvfølgelig også muligt at melde sig ind i afdelingen den aften, oplyser formanden.

Foreningen Norden Mariagerfjord er en af de godt 70 lokalafdelinger i Foreningen Norden, der dækker hele Danmark og har godt 8.500 medlemmer.

Afdelingen blev oprettet ved en fusion af afdelingerne i Hobro og Hadsund i 2021, og den har nu 82 medlemmer. Afdelingen i Hadsund blev oprettet i 1957, og afdelingen i Hobro var endnu ældre.

Eventyr i Kulturhuset i Arden: Dragen i bjerget

Læs også: Eventyr i Kulturhuset i Arden: Dragen i bjerget