Nyheder
Forsikringsselskab frygter frostsprængte rør: Sådan undgår du skader
Sneen og kulden har lagt sig som en vinterdyne over Danmark, og det betyder samtidig, at risikoen for at blive ramt af frostsprængte rør i sommerhuset stiger betragteligt. Derfor bør husejerne tage sig en række forholdsregler, så man undgår kostbare skader.
Selvom sne og frost er med til at skabe glæde og julehygge hos mange af os, så kan de lave temperaturer samtidig være en hård omgang for vandrør, der risikerer at sprænge og føre til omfattende vandskader i både sommerhuse og helårsboliger.
Derfor bør husejere være særligt opmærksomme i de her dage og tage sig en række forholdsregler for at minimere risikoen for at blive ramt af frostsprængninger, lyder rådet fra Lene Rasmussen, der er skadechef for bolig hos Gjensidige.
“Vi ser desværre hvert år, at frostsprængte rør er årsag til rigtig store skader særligt i sommerhuse, hvor vandet står stille rørene, og der ikke er tændt for varmen. Men i mange tilfælde ville det kunne være undgået, hvis bare man havde forberedt sig inden frosten for alvor tog fat,” siger hun.
Her gælder det især om at slukke for vandet og tømme rørene ved at tænde for vandhanerne, til der ikke kommer mere vand ud. Derudover bør man tænde for varmekilderne, så der er tilstrækkeligt opvarmet.
Gør man ikke det, risikerer man at stå alene med regningen for skaderne, da forsikringen så muligvis ikke dækker.
Og på trods af de seneste dages kuldegrader, er det for de fleste formentlig stadig muligt at få sat ind, inden der sker uheld.
Og hvis man har mistanke om, der allerede nu er sket en skade, har man også mulighed for at begrænse skadens omfang.
“Hvis man allerede har mistanke om, der er sket en skade, bør man slukke for alt vandet og stille baljer under de rør, man mistænker har taget skade. Og her er det vigtigt at gøre så hurtigt som muligt, så vandet ikke først begynder at tø og sive ud i huset,” siger Lene Rasmussen.
Gode råd: Det bør du gøre for at undgå frostsprængte rør
Sluk for vandet og tøm rørene ved at lade vandet løbe.
Sæt radiator, varmepumpe eller lignende, så der er tilstrækkeligt opvarmet i huset.
Efterisoler eventuelt udsatte vandrør
Gode råd: Det bør du gøre, hvis du mistænker skader på rørene
Sluk for alle haner så vandtrykket falder
Stil baljer under vandrør, der kan være ødelagt
Tænd for varmen og vær opmærksom på, hvor der kan løbe vand ud