Forskønnelse på trapperne

25. marts 2014

.Læserbrev fra Bestyrelsen for Hadsund Handel: Den længe ventede forskønnelse af havnearealet og græsmarken vest for Hadsund broen ser nu ud til at blive endeligt vedtaget ved byrådsmødet den 27. marts, og Hadsund Handel ser frem til at gravearbejdet kan begynde. Alle er vel enige om, at de oprindelige tanker og visioner for området, der…

.
Læserbrev fra Bestyrelsen for Hadsund Handel:

Den længe ventede forskønnelse af havnearealet og græsmarken vest for Hadsund broen ser nu ud til at blive endeligt vedtaget ved byrådsmødet den 27. marts, og Hadsund Handel ser frem til at gravearbejdet kan begynde.

Alle er vel enige om, at de oprindelige tanker og visioner for området, der havde et budget på 42 millioner, ikke kan realiseres i en tid hvor opsvinget kun er spirende og investorerne er ikke-eksisterende. Derfor er det med lidt uro i maven vi ser frem til det kommende byrådsmøde, en uro der er kommet efter vi har hørt røsterne om, at der bør findes flere penge til en udvidelse af de nuværende planer.

Hadsund Handel opfordrer til, at byrådet viser ansvar over for både borgere og handel i Hadsund, og det gøres ved at igangsætte det projekt der nu ligger på beslutningsbordet. Og skulle opsvinget holde og accelerere kan man senere overveje, om der er økonomisk basis for en udvidelse.

Og apropos opsving er vi nødsaget til at få aflivet de mange dommedags trusler byens handlende af og til må lægge øre til fra kunder og via pressen. Hadsund By er ikke på vej til butiksdøden, det går faktisk ikke så ringe når man spørger de mange butiksindehavere. Ja, der er 3 tomme butikker i Storegade, og det gør vi så noget ved visuelt, indtil nye butiksindehavere rykker ind og vi er sikre på, at det sker snart.

Der er åbent for kommentarer nederst på siden.