Af Klaus Hansen
Udvalget for Teknik og Miljø i Mariagerfjord kommune holder ordinært møde den 4. oktober, hvor der på dagsordenen bl.a. er: Forslag til Lokalplan 169 for tæt-lav boliger på Vinkelvej i Hobro.
Hobro Boligforening ønsker at opføre 12 boliger som rækkehuse på Vinkelvej 15 i Hobro, hvorfor fagenheden Teknik og Byg har udarbejdet forslag til Lokalplan 169/2022.
Byrådet skal tage stilling til, om lokalplanforslaget skal sendes i offentlig høring i otte uger.
Direktøren for Teknik og Miljø indstiller til Byrådet:
1. At lokalplanforslaget sendes i offentlig høring i otte uger.
Inddragelse
Forud for udarbejdelse af lokalplan har der været en fordebat. Fordebatten har været i høring ved nærmeste naboer i 4 uger.
Sagsfremstilling
Fagenheden Teknik og Byg har udarbejdet forslag til lokalplan 169/2022 for boliger på Vinkelvej i Hobro. Lokalplanforslaget giver Hobro Boligforening mulighed for at opføre rækkehuse på Vinkelvej 15 i Hobro.
Området ligger kun 800 m nord for Hobro bymidte og havn og i et boligområde tæt ved byens indfaldsveje. På arealet har der tidligere været en børnehave. Området vil bestå af tre rækker med i alt 12 rækkehuse og et centralt placeret grønt område i forbindelse med parkeringspladsen. Yderligere vil det grønne areal koble sig op på den eksisterende sti, der løber bag området og derved binde disse områder sammen.
Kommentarer fra indragelsesfase
Under fordebatten er der indkommet en fælles bemærkning fra to naboer. Bemærkningerne går på højde af den nye bebyggelse, offentlig sti og dens forløb samt grønt areal nær lokalplanområdet.
Udover ovenstående bemærkninger er der en postiv holdning til projektet.
Højde på ny bebyggelse:
Naboerne mener at det er vigtigt at den nye bebyggelse ikke overstiger den eksisterende (børnehaven) bebyggelsens højde (gulv og tag højde)
Fagenhedens bemærkninger:
Den nye bebyggelse bliver ikke højere end eksisterende børnehave. Området er kuperet, og den nye bebyggelse vil arbejde sig ind i terrænnet.
Offentlig sti og dens forløb
Naboerne spørger om, hvor tæt den kommer på os og må man sætte havehegn, så man ikke bliver generet?
Fagenhedens bemærkninger:
Der ændres ikke på den eksisterende sti i området, da denne er offentlig. Der stilles dog krav til, at den nye bebyggelse skal have adgang til stien.
Grønt område nær lokalplanområdet
En nabo anfører, at for ca. 50 år siden, da de flyttede til kvarteret, gav kommunen lov til at det grønne område vest for det skitserede område gerne måtte benyttes af børn fra området også dagplejebørn. Naboen syntes, at dette område skal tages med i planen, det vil give en god afslutning på hele området (nu benyttes det til hundetoilet).
Fagenhedens bemærkninger:
Fagenheden har ikke inddraget det omtalte område i lokalplanen, da det ikke vil ændre på områdets status som grønt offentlig areal.
Anbefaling af høringsperiode
Fagenheden anbefaler en høringsperioden på otte uger. Forslaget vil dermed følge høringsperioden for forslaget til det tilhørende forslag til Kommuneplantillæg nr. 65, der i henhold til Planloven skal være i offentlig høring otte uger.