Nyheder

Fortidens udsigt genskabt ved Hohøj

Når maskinerne rykker ud, rykker kreaturer ind

Fortidens udsigt genskabt ved Hohøj
17. september 2015
Af Redaktion

.
Tunge skovmaskiner har genskabt udsigten over Mariager Fjord fra Danmarks største gravhøj, Hohøj, ved Mariager. Fremover skal udsigten fastholdes af græssende dyr.

Syd for Mariager ligger Danmarks største gravhøj: Hohøj. Hohøj, der er mere end 12 meter høj, ligger på en bakketop tæt på fjorden, og fra højens top 110 meter over havet, har der oprindeligt været en fantastisk udsigt over både fjorden og det bagved liggende landskab. Men i takt med tilplantning med træer, er udsigten til fjorden forsvundet.

Da området omkring Hohøj blev fredet i 2007, blev det bestemt, at den oprindelige udsigt over fjorden skulle genskabes. Derfor har Mariagerfjord Kommune henover sommeren haft skovningsmaskiner på arbejde i området. De fældede træer ligger nu til tørre i store stakke, inden de fjernes til foråret. Enkelte karakteristiske træer er, i overensstemmelse med fredningen, efterladt på arealet.

– Vi har genskabt den samme fabelagtige udsigt, som man mener, at Hohøj havde, da den blev opført i ældre bronzealder, fortæller landskabsforvalter Kenneth Jensen fra Mariagerfjord Kommune.

– Det har helt sikkert betydet magt og status at rejse en så imponerende høj, og det har været vigtigt, at den var synlig fra vidt omkring. Et vigtigt formål med fredningen har netop været at sikre fortidsminderne og genskabe det landskab, der omgiver dem, og det har vi bidraget til med denne rydning, fortsætter han.

Det er kommunen, der har stået for rydningen af området, som tilhører en privat lodsejer og kommunen er glade for det gode samarbejde, der undervejs har været med den private ejer.

– Vi arbejder nu på at sikre afgræsning af de ryddede arealer, gerne med det samme kvæg, som i dag går syd for højen. Dyrene er rigtig gode til at æde træopvækst, og vil på den måde være med til at sikre, at udsigten bevares. Samtidig vil dyrene være med til at fremme en rig flora og dermed også et rigt insekt- og dyreliv i området, så der er tale om en win-win-situation for naturen, slutter Kenneth Jensen.

Tip
Hvis du besøger Hohøj og nyder den nye udsigt, skal du ikke snyde dig selv for en gåtur i det nærliggende Alstrup Krat. Her kan du se et væld af fortidsminder flere af dem formidlet på tavler langs ruten.

Halvdelen af unge kvinder i Mariagerfjord udebliver fra vigtige kræftscreeninger

Læs også: Halvdelen af unge kvinder i Mariagerfjord udebliver fra vigtige kræftscreeninger