.
Fra Mariagerfjord gymnasium:
18-årige Arantxa er noget helt specielt. Derfor er hun netop blevet kåret som årets Outstanding Student blandt de 42 udvekslingsstudenter i distriktet.
Da Arantxa Garcia Moreno kom til Danmark gennem Rotary for 10 måneder siden, kunne hun ikke ét ord dansk. Men allerede ved juletid havde hun styr på grammatikken og kunne både forstå og tale dansk.
– Arantxa er en mønsterelev! Hun har intet fravær, er altid velforberedt og aktiv i timerne, og så har hun en positiv energi, der smitter af på omgivelserne. Dét er en elev, jeg kommer til at savne, fortæller Charlotte Thomsen, der har undervist hende i dansk på Mariagerfjord Gymnasium.
Lakrids og julesange
Det har været en stor omvæltning for Arantxa at komme fra Venezuelas hovedstad Caracas med cirka fem millioner indbyggere til Hobro. Ikke kun byens størrelse, men også kulturen, klimaet og maden i Danmark har været meget anderledes. Men Arantxa har taget imod det hele med et åbent sind.
– Jeg er vild med dansk mad. Flæskesteg, brunsviger og hyldeblomstsaft det smager så godt! Lakrids er det eneste, jeg ikke kan lide, siger hun og rynker på næsen.
Julen bød også på store oplevelser for Arantxa, der lærte at synge en dansk julesang og prøvede at danse omkring et juletræ. Og så oplevede hun sne for første gang i sit liv. I starten var hun begejstret, men hurtigt satte hun pris på, at det blev en mild vinter.
En bid af verden
Mariagerfjord Gymnasium har en international profil, og hvert år rejser elever ud på studierejser og individuelle udvekslingsrejser. Samtidig modtager skolen udvekslingsstudenter fra hele verden, og her får de en forståelse for det danske uddannelsessystem, mens de også bidrager i undervisningen.
Arantxa fortæller, at hun lavede et oplæg om sit hjemland, og naturligvis fremlagde hun på dansk. Hendes klassekammerater er blevet meget klogere på Venezuela, og de har for eksempel lært, hvordan man danser i Sydamerika, griner hun.
– I løbet af året har jeg fået indsigt i det danske samfund, og jeg har lært at stå på egne ben. Jeg har fået mange gode venner og en dansk familie, som nærmest er blevet min rigtige familie. Flere har planer om at besøge mig i Venezuela, og jeg vil også gerne besøge Danmark igen.