Mariagerfjord og omegn
Frem med saksen
.Det er tid til at få bugt med kæmpebjørnekloen og til at klippe hækken og anden beplantning ud til veje og fortove.For at fodgængere og trafikanter kan færdes frit på fortove, veje og stier skal hække og anden beplantning være klippet i flugt med skel mod vejen. – Du skal studse udhængende grene, eller du […]
.
Det er tid til at få bugt med kæmpebjørnekloen og til at klippe hækken og anden beplantning ud til veje og fortove.
For at fodgængere og trafikanter kan færdes frit på fortove, veje og stier skal hække og anden beplantning være klippet i flugt med skel mod vejen.
– Du skal studse udhængende grene, eller du kan opstamme beplantningen, så der er 4,5 meter fri højde over vejen. Ved fortove og rabatter i byområder skal der være mindst 2,5 meter fri højde, og i landområder mindst 4,5 meter. Træer, der er gået ud, skal fjernes, hvis der er risiko for, at de vælter eller taber grene ned over kørebanen, forklarer Linette S. Andersen fra Park og Trafik i Mariagerfjord Kommune.
Det kan ramme din pengepung
Det kan få konsekvenser for de haveejere, der ikke holder bevoksningen under kontrol.
– Hvis du ikke selv klipper beplantningen tilbage, kan kommunen vælge at lade den beskære for din regning, uddyber Linette S. Andersen.
Kæmpebjørnekloen spreder sig
Det er ikke kun prydplanterne, der skal under saksen. Kæmpebjørneklo er en hårdfør plante, der kvæler alt andet plante- og dyreliv omkring den. Den spreder sig hurtigt og er efterhånden et problem i den danske natur.
– Det er vigtigt at stoppe spredningen af kæmpebjørneklo, så den skal bekæmpes alle de steder, den vokser både på offentlige og private arealer, opfordrer Linette S. Andersen.
Sådan bekæmper du kæmpebjørneklo
Kæmpebjørneklo formerer sig ved spredning af frø, så det mest effektive tidspunkt at bekæmpe den er, inden den sætter frø.
Linette S. Andersen fortæller, at planten kan bekæmpes på flere måder. Man kan skære den ned under vækstpunktet, slå den med maskine, bekæmpe den med afgræsning eller kemi og ved at indsamle blomster og modne skærme.
– Men pas på: Plantens saft er giftig og kan give slemt eksem, så det er vigtigt at undgå kontakt med huden, advarer Linette S. Andersen.
Find flere oplysninger om kæmpebjørneklo, og hvordan den bekæmpes på kommunens hjemmeside www.mariagerfjord.dk..