Ekspertgruppen har formuleret seks hovedanbefalinger, som skal bidrage til en mere effektiv og menneskelig beskæftigelsesindsats:
- Få målgrupper og færre særregler: Antallet af målgrupper reduceres fra 13 til 5, og mange særregler afskaffes for at gøre systemet enklere.
- Individuelt tilrettelagt indsats: Sagsbehandlere får mere frihed til at bruge deres faglighed og tilpasse indsatsen individuelt for hver borger.
- Værdigt sanktionssystem: Et mere afstemt rådighedskrav, der fokuserer på rådighed for borgere tæt på arbejdsmarkedet og lemper kravene for syge og borgere langt fra arbejdsmarkedet.
- Nedlæggelse af jobcentre og fri organisering: Jobcentrene nedlægges, og kommunerne får frihed til at organisere beskæftigelsesindsatsen, som de finder bedst.
- Mere plads til a-kasser og private leverandører: A-kasser og private leverandører får flere opgaver, hvilket giver borgerne mere valgfrihed.
- Fra proceskrav til resultatstyring: Fokus skifter fra proceskrav til resultater, hvilket giver kommuner, a-kasser og aktører større frihed i deres arbejde.
Økonomisk baggrund
Ekspertgruppen har også fået til opgave at reducere beskæftigelsesindsatsen med tre mia. kroner uden at svække den strukturelle beskæftigelse. Målet er at reducere driftsudgifterne med 1,2 mia. kroner og udgifterne til vejledning og opkvalificering med 1 mia. kroner. De resterende besparelser vil komme fra øvrige indsatser, ydelseskonsekvenser og beskæftigelseseffekter.
Direktøren for Børn, Uddannelse og Arbejdsmarked har indstillet til udvalget, at ekspertudvalgets anbefalinger drøftes. Fagchefen for Familie, Arbejdsmarked og Uddannelse vil uddybe anbefalingerne på mødet.
Baggrund for anbefalingerne
Ekspertgruppen, ledet af Claus Thustrup Kreiner, består af forskere, kommunale ledere og konsulenter, der har arbejdet med at skabe et mere effektivt og værdigt beskæftigelsessystem. Anbefalingerne bygger på fire centrale målsætninger: høj beskæftigelse, lave omkostninger, tilfredshed og værdighed samt enkelhed og gennemsigtighed.
Regeringen vil bruge ekspertgruppens anbefalinger som grundlag for at reformere beskæftigelsesindsatsen. Hvis anbefalingerne følges, forventes besparelserne at være fuldt indfriet inden 2030.