Nyheder

Fremtidens sundhedsvæsen er på vej: Nyt projekt forebygger indlæggelser

Et tæt samarbejde mellem akutsygeplejersker, praktiserende læger og hospitaler i Middelfart Kommune har skabt nye muligheder for behandling af syge borgere i eget hjem. Projektet ’Bliv trygt hjemme’ har siden opstarten i 2022 forebygget hver tredje indlæggelse blandt de borgere, der er blevet vurderet af akutsygeplejen.

Fremtidens sundhedsvæsen er på vej: Nyt projekt forebygger indlæggelser
Af Dinny Eriksen 12. april 2025

Bedre behandling tæt på borgerne

I dag kan akutsygeplejersker i Middelfart Kommune vurdere og behandle ældre og svagelige borgere i deres eget hjem fremfor at sende dem på hospitalet. Det er godt for patienterne og sparer ressourcer i sundhedsvæsenet.

Ifølge Christoffer Buster Reinhardt, formand for udvalget for det nære sundhedsvæsen i Danske Regioner, er ’Bliv trygt hjemme’ et eksempel til efterfølgelse:

  • “Det kommer de ældre og svagelige borgere til gode, når vi styrker det samlede patientforløb, så patienterne ikke bliver klemt i overgange imellem sektorer. Vi får et mere nært sundhedsvæsen, hvor samarbejdet mellem fx akutsygeplejersker, praktiserende læger og hospitaler bliver styrket i alle dele af landet. ’Bliv trygt hjemme’ er et rigtigt godt projekt, der kan være inspiration for andre,” siger han.
Klar til krise i Fårup – gratis kursus skal styrke borgernes beredskab

Læs også: Klar til krise i Fårup – gratis kursus skal styrke borgernes beredskab

Lægen får mere tid til kerneopgaver

Praktiserende læge Jonas Strunge fra Middelfart er en af initiativtagerne til projektet. Han oplever, at samarbejdet med akutsygeplejen frigør tid til andre vigtige opgaver i lægepraksis.

  • “Jeg kan fx bruge mere tid på at være tovholder for de patienter i min klinik, der lider af kroniske sygdomme. Det er en bedre prioritering af min tid og ressourcer, end dengang jeg kørte ud på hjemmebesøg til ældre og var nødt til at indlægge dem på hospitalet, fordi jeg ikke havde de rigtige værktøjer i min taske,” siger han.

Han fremhæver også, at akutsygeplejen i dag kan vurdere, hvem der rent faktisk er syge, og hvem der trygt kan blive hjemme:

  • “De har fået flere kompetencer og mere udstyr, og det kan give en bedre behandling. Vi har et rigtigt godt samarbejde på tværs af sektorerne, og vi har klare rammer for, hvornår akutsygeplejen kan trække på almen praksis, og hvornår regionens fælles akutmodtagelse står til rådighed,” siger Jonas Strunge.

Han ser samtidig nye muligheder for, at akutsygeplejen kan løse flere opgaver i fremtiden:

  • “Jeg tænker, akutsygeplejen kan klare andre typer opgaver i fremtiden, når de får udstyr og kompetencer til det. Fx ville det give mening at sende akutsygeplejen ud i stedet for Lægevagten, fordi akutsygeplejen ofte kender borgeren i forvejen, og vi i Lægevagten ikke har de rigtige hjælpemidler til at behandle borgerne.”

Akutsygeplejen får nye opgaver

Marianne Britt Larsen, leder af akutsygeplejen i Middelfart Kommune, fortæller, at akutsygeplejen allerede er i gang med nye behandlinger, som ellers ville kræve en tur på hospitalet.

  • “Vi kan foretage flere behandlinger, som patienterne ellers skal på hospitalet for. Fx er vi begyndt med blæreskylninger på kræftpatienter i et nyt samarbejde med Odense Universitetshospital. Vi har også gang i et projekt med kunstig intelligens, der kan hjælpe med at opdage begyndende infektioner. Det betyder, at borgere med KOL selv melder værdier ind dagligt, og hvis de viser infektion, kan vi starte behandling op tidligere og forebygge indlæggelser,” siger hun.

Ifølge hende giver de nye opgaver større faglig stolthed og gør det nemmere at rekruttere medarbejdere til akutsygeplejen.

  • “Vores patienter er dybt taknemmelige for, at de kan få behandling derhjemme i stedet for at skulle på hospitalet. Derfor giver det så god mening, at vi i kommunen, almen praksis og regionen samarbejder om at forebygge unødvendige indlæggelser,” siger Marianne Britt Larsen.
Sommerjob i naturskønne Bramslev Bakker: Lokal arbejdsplads søger unge medarbejdere

Læs også: Sommerjob i naturskønne Bramslev Bakker: Lokal arbejdsplads søger unge medarbejdere

2. Påskedag bliver en gråvejrsmandag: Lidt regn og lave temperaturer

Læs også: 2. Påskedag bliver en gråvejrsmandag: Lidt regn og lave temperaturer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev