Af Klaus Hansen
Udvalget for Kultur og Fritid i Mariagerfjord kommune holder ordinært møde den 12. januar, hvor der bl.a. på dagsorden er: Fritidsvejleder.
Kultur og Fritid har, i samarbejde med Børn og Familie og Skole og Dagtilbud, ansøgt Socialstyrelsen om midler til at ansætte en fritidsvejleder til projekt Aktiv Fritid. Med undtagelse af et mindre beløb blev midlerne bevilget i december 2021 og kan bruges i perioden 1. januar 2022 – 31. december 2023.
Indstilling
Fagchefen for Kultur og Fritid indstiller til Udvalget for Kultur og Fritid:
1. At orienteringen tages til efterretning.
Socialstyrelsen udbød i efteråret 2021 puljen ‘Fritidspas til socialt udsatte børn og unge’.
Puljen gav mulighed for at søge om midler til henholdsvis fritidspas, hvor børn og unge kan få økonomisk støtte til at deltage i en fritidsaktivitet, samt til såkaldt fritidsvejledning. Kultur og Fritid har igennem en årrække administreret en fritidspasordning – Frikortsordningen – som er flittigt benyttet, men der har været et internt ønske om at supplere denne ordning med et tilbud om håndholdt støtte og hjælp til at komme i gang med en fritidsaktivitet.
Flere kommuner har allerede gode erfaringer med et sådant tilbud, og en række store organisationer – DGI, Red Barnet, Broen Danmark og Dansk Flygtningehjælp – opfordrer flere kommuner til at arbejde med noget lignende.
Derfor valgte Kultur og Fritid at sende en ansøgning under projektnavnet ‘Aktiv Fritid’ til Socialstyrelsens pulje i samarbejde med Børn og Familie og Skole og Dagtilbud. Socialstyrelsen har i december 2021 bevilget 1.085.965 kr. til et to-årigt projekt i 2022-2023.
Hvad er fritidsvejledning helt konkret?
Fritidsvejledning er en forebyggende indsats, hvor børn og unge kan ledes mod sunde fællesskaber i fritiden ved hjælp af støtte og vejledning fra en fritidsvejleder. En fritidsvejleder hjælper helt konkret børn og unge med at starte til en fritidsaktivitet efter barnets/den unges ønske. Støtten er i udgangspunktet håndholdt i form af individuelle forløb og kan bestå i:
Afdækning af mulige fritidsaktiviteter sammen med barn/ung og familie
Indledende kontakt til foreningen og hjælp med at få styr på det praktiske omkring tid, sted, udstyr, kommunikation osv.
Økonomisk hjælp i form af ansøgning om støtte via frikortsordningen, Broen mv.
Tage med til aktiviteten første gang (måske flere efter behov)
Følge op med familien og foreningen løbende
Fokus på forældrenes opbakning af deres børn
Hvorfor skal Mariagerfjord Kommune have en fritidsvejleder?
Børn og unge, der deltager i fritidsfællesskaber, trives bedre end børn og unge, der ikke gør, viser studier. Det har positive effekter for både den fysiske og mentale sundhed at indgå i et aktivt og inkluderende fællesskab. Internationale studier viser sågar, at deltagelse i fritidsaktiviteter er relateret til forbedrede skolepræstationer, bedre trivsel, styrket netværk og selvtillid (Red Barnet Plads til alle).
Oplevelsene i fritidslivet kan ligeledes være medvirkende til en succesfuld gennemførsel af en uddannelse senere i livet. Forskning viser, at blot to års deltagelse i en fritidsaktivitet i barndommen kan øge chancen for gennemførelse af en uddannelse med 69 % for den unge.
Med de positive effekter i mente, er det et klart problem, når flere undersøgelser peger på, at mellem 15 og 20 % af alle børn mellem 7-15 år ikke er aktive i deres fritid. På landsplan undersøger Idrættens Analyse Institut løbende danskernes idræts og motionsvaner, og ved seneste større undersøgelse svarede 17 % af børnene mellem 7-15 år, at de ikke var aktive i fritiden (Idan: Danskernes Idræts-og Motionsvaner 2016).
I forbindelse med projektet ‘Aktiv hele dagen’ blev der gennemført en undersøgelse i Mariagerfjord Kommune, som viser et lignende billede.
Det er projektets mål, at nå ud til ca. 130 børn i løbet af de to år.
Næste skridt
Der igangsat en proces med at få ansat en medarbejder til fritidsvejlederjobbet. Stillingen forventes besat pr. 1. april 2022.