Frivillig Fredag giver foreninger inspiration

22. september 2019

.Af Klaus Hansen Frivillig Fredag byder på workshops, underholdning og uddeling af priser. Ved de mange workshops kan de frivillige blandt andet blive klogere på, hvordan de får fat i nye medlemmer, hvordan de får de unge til at engagere sig, hvordan de skaffer midler via fundraising, samt hvordan de kan arbejde med verdensmålene i…

.
Af Klaus Hansen

Frivillig Fredag byder på workshops, underholdning og uddeling af priser. Ved de mange workshops kan de frivillige blandt andet blive klogere på, hvordan de får fat i nye medlemmer, hvordan de får de unge til at engagere sig, hvordan de skaffer midler via fundraising, samt hvordan de kan arbejde med verdensmålene i deres lokale projekter.

Tidligere var Frivillig Fredag en messe, hvor foreningerne kunne præsentere sig for nye medlemmer. I år sætter Frivillig Fredag fokus på viden og inspiration:

– Vi har justeret konceptet, så vi lægger vægten på at give de frivillige redskaber, som de kan bruge i det daglige arbejde i foreninger, i lokalsamfund og på væresteder, fortæller netværkskoordinator Margrethe Thomassen fra Mariagerfjord Kommune.

Med det nye koncept håber arrangørerne på endnu flere deltagere.

– Vi henvender vi os til alle slags foreninger og frivillige. Det er især de sociale foreninger som møder op til Frivillig Fredag, men trænere og ledere i idrætsklubberne kan bestemt også være med, siger Margrethe Thomassen.

– De kan for eksempel blive klogere på, hvordan de tiltrækker og fastholder de unge eller hvordan de kan markedsføre klubberne online, slutter Margrethe Thomassen.

Frivillig Fredag løber af stablen 27. september på Hadsund Skole og i Hadsund Hallerne. Desuden er det en oplagt mulighed for at netværke med andre frivillige på tværs af kommunen, få sig noget god mad og blive godt underholdt af duoen Bas og Helt.

Det er kommunen og Frivillighedscenter Mariagerfjord, der står bag arrangementet som hylder kommunens frivillige.