Nyheder

Frivillige deler håb og positive nyheder ud på Hobro Station d. 5 september

Fredag den 5. september kan pendlere i Hobro få en gratis avis med gode historier fra hele verden

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 31. august 2025

Fredag morgen den 5. september mellem kl. 7 og 9 vil soroptimisterne i Mariager Fjord-gruppen stå klar på Hobro Station for at dele aviser ud til de rejsende. Avisen er en del af kampagnen Verdens Bedste Nyheder, som i år gennemføres for 16. gang over hele landet.

Fokus på fremskridt og løsninger

Avisen, der uddeles gratis, indeholder historier om fremskridt, udvikling og løsninger på nogle af verdens store udfordringer. Initiativet udspringer af ønsket om at give danskerne et mere nuanceret billede af verden, hvor positive forandringer også får spalteplads.

”Vi skal huske, at verden bevæger sig fremad på mange områder, og vi skal glæde os over alt det, der lykkes,” siger Thomas Ravn-Pedersen, direktør for Verdens Bedste Nyheder.

Landsdækkende morgenaktion

I alt deltager omkring 2.300 frivillige i uddelingsaktionen, der finder sted samtidig i alle landets 98 kommuner. På landsplan bliver avisen uddelt 355 steder – blandt andet på togstationer, skoler, biblioteker og andre steder med mange forbipasserende.

I Mariagerfjord Kommune står soroptimisterne for den lokale indsats, når pendlere og borgere kan tage imod en avis på Hobro Station.

Modvægt til kriser og konflikter

Ifølge chefredaktør Sophie Rytter Skjoldager er der et stort behov for at give plads til de gode historier:
”Jeg tror godt, at de fleste af os kender behovet for at undgå nyhederne en gang imellem, fordi de gør os triste eller giver os en følelse af magtesløshed,” og hun forsætter: ”Og netop derfor fortjener verdens fremskridt og løsninger også
spalteplads – og vores opmærksomhed”
.

En befolkningsundersøgelse foretaget af Epinion viser, at 87 procent af danskerne gerne vil have flere nyheder om positive fremskridt.

Bag om Verdens Bedste Nyheder

Verdens Bedste Nyheder er et uafhængigt non-profit medie stiftet som en selvstændig forening af FN, danske udviklingsorganisationer og det danske erhvervsliv. Organisationen finansieres primært gennem midler fra Finansloven, medlemskontingenter og fonde.