Frivillige sociale mentorer til unge i Mariagerfjord

23. maj 2014
Frivillige sociale mentorer til unge i Mariagerfjord

.
Pressemeddelelse:

I et nyt frivilligt mentorkorps under Frivilligcenter Mariagerfjord kommer frivillige sociale mentorer til at fungere som støtte i hverdagen for unge. Forskellen mellem at have en frivillig social mentor tilknyttet eller ej, kan for nogle unge være helt afgørende for deres muligheder for at kunne klare en ungdomsuddannelse.

Mentorens hverdagsstøtte
I dagens Danmark stilles der stadig stigende krav til unge i forhold til at kunne gennemføre en uddannelse. Uddannelseslivet kan dog være en stor udfordring for nogle unge.
En mentor kan være en afgørende forskel for, at den enkelte unge kan klare at påbegynde og ikke mindst gennemføre en ungdomsuddannelse.

Mentoren fungerer som en stabil person, der kan hjælpe og vejlede den unge i livets udfordringer og muligheder. Det kan være alt fra støtte til helt lavpraktiske opgaver, såsom at forstå uddannelseslivets formelle og uformelle regler, til at få struktur på tilværelsen eller til bare at være der, når livet kan virke hårdt og kompliceret.

De frivillige mentorer kan gøre og være en konkret forskel
Mentorordninger er generelt populære rundt omkring i landet og erfaringerne peger i samme overvejende positive retning. Mentorerne gør – og er- en konkret forskel for de enkelte mentees!

Hos Vesthimmerlands frivillige mentorordning har de haft så positive erfaringer med mentorordningen, at en frivillig social mentor ligefrem har været en direkte inspirationskilde for en ung mentees videre uddannelsesvalg.
Det er erfaringer som disse, der gør, at Frivilligcenter Mariagerfjord nu tilbyder unge i Mariagerfjord Kommune frivillige mentorforløb.

Den unikke frivillige relation
Frivilligcentrets nye mentorordning er udtænkt i samarbejde med Mariagerfjord Jobcenter, der ser et konkret behov for den frivillige mentorordning. De frivillige sociale mentorer er tiltænkt de unge, der er på rette vej, men som alligevel fra tid til anden kan have brug for hverdagsstøtte fra mentorer.

Mentorernes funktion som frivillige, ulønnede sociale mentorer kan her skabe en helt unik relation mellem mentoren og den unge mentee. Når folk vælger at være frivillige mentorer, tilvælger de ligeledes at være der for en ung person. Dette tilvalg efterlader en positiv følelse hos den unge af at være ønsket og lige netop tilvalgt, fortæller Frivilligcentrets faglige koordinator; Charlotte Herold Lange.

Faktaliste

Frivilligcenter Mariagerfjord er i øjeblikket i fuld gang med at søge og matche frivillige mentorer med unge, der har brug for en ekstra støtte i hverdagen for at kunne påbegynde eller gennemføre en ungdomsuddannelse.

Mentorordningen går under betegnelsen FRISOM, der står for FRIvillig Social OMsorg fra FRIvillige SOciale Mentorer.

Unge kan nu henvende sig til frivilligcentret, hvis de kunne tænke sig at få tildelt en frivillig mentor. Ligesom folk med interesse for at være frivillig social mentor også bydes velkommen. Kommunalt ansatte, uddannelsesinstitutioner eller privatpersoner kan ligeledes henvise unge til Frivilligcentret, som de tænker kunne have gavn af en frivillig social mentor. Derefter tager Frivilligcentret over og finder en passende mentor til den specifikke unge.