Fuld damp på veteranbane-byggeri

18. november 2015

.Mens kørslen på veteranbane-skinnerne mellem Mariager og Handest midlertidigt afventer, at banen får fornyet sin trafiktilladelse, er der fuld damp på de af veteranbanens aktiviteter, som ikke kræver, at køretøjer ruller. I Mariager har banen således i samarbejde med Mariagerfjord Kommune og ELRO Fonden iværksat byggeriet af en længe ønsket ekstra remise, så yderligere fire…

.
Mens kørslen på veteranbane-skinnerne mellem Mariager og Handest midlertidigt afventer, at banen får fornyet sin trafiktilladelse, er der fuld damp på de af veteranbanens aktiviteter, som ikke kræver, at køretøjer ruller.

I Mariager har banen således i samarbejde med Mariagerfjord Kommune og ELRO Fonden iværksat byggeriet af en længe ønsket ekstra remise, så yderligere fire af banens historiske køretøjer kan komme under tag.

– Vi glæder os over, at ELRO Fonden med et bidrag på 500.000 kr. har gjort det muligt for os at komme i gang med byggeriet, siger veteranbanens nye driftsbestyrer Per Ankerstjerne, der sammen med den afgående driftsbestyrer Lars Henning Jensen, arkitekt Leif Høgh og formand for ELRO fonden Steen Thomsen har taget de første skovfulde til den nye remisebygning.

Den nye remise, der spænder over to spor ud til Ny Havnevej, er 26 meter lang og giver dermed godt 50 spor-meter mere under tag på et bebygget areal af 252 kvadratmeter.

Lars Henning Jensen, der som driftsbestyrer har koordineret forarbejdet, fortalte kort om bygningens tilblivelse – den har været i støbeskeen i en årrække, og nu virkeliggøres den altså, foreløbig så langt som de 500.000 kr. fra ELRO Fonden rækker, i arkitekt Leif Høghs flotte streg.

I første omgang rækker pengene til fundamenter, bærende stålbuer og tag inkl. tagrender og afløb. Tiden og økonomien vil så vise, om man kan fortsætte byggeriet ud over “carport-stadiet” i een arbejdsgang, eller der går en tid, inden banen kan fortsætte med vægge og porte, ligesom da man i 1981-1984 byggede den første remise.

Den nye remise vil, når den er færdig, fremstå med facade i sortmalet træbeklædning og i udseende matche privatbanernes lette motorvognsremiser fra 1920’erne og 1930’erne.

Den igangværende del af byggeriet er overdraget til firmaet Nybyg.

Foto:

Der er fuld damp på veteranbanens ikke-kørende aktiviteter – her tages de første skovlfulde jord til endnu en tiltrængt remise i Mariager. Fra venstre ses i forgrunden Erik Jensen, Nybyg, arkitekt Leif Høgh, Steen Thomsen, ELRO Fonden, samt afgående og tiltrædende driftsbestyrer for Mariager-Handest Veteranjernbane Lars Henning Jensen og Per Ankerstjerne.