Nyheder
Fusion giver 25 nye arbejdspladser til Hobro
Af Klaus Hansen To af branchens erfarne og kendte virksomheder, Climo og Inform fusionerer og skaber markedsledende virksomhed inden for design og totalindretning af klinikker til sundhedssektoren primært i Skandinavien. Fusion med fokus på vækst og udvikling For halvandet år siden blev ejerkredsen i Inform A/S udvidet med blandt andet investeringsfonden Vækst-Invest Nordjylland, og yderligere […]
Af Klaus Hansen
To af branchens erfarne og kendte virksomheder, Climo og Inform fusionerer og skaber markedsledende virksomhed inden for design og totalindretning af klinikker til sundhedssektoren primært i Skandinavien.
Fusion med fokus på vækst og udvikling
For halvandet år siden blev ejerkredsen i Inform A/S udvidet med blandt andet investeringsfonden Vækst-Invest Nordjylland, og yderligere forstærket med investeringen i Nordjysk Dentalfabrik. Begge dele var led i en vækstplan, og understøtter strategien om blive den foretrukne leverandør ved totalindretning af klinikker med inventar og specialstole / operationslejer til sundhedssektoren.
Næste afgørende skridt i denne udvikling sker via fusion med selskabet Nican A/S bedre kendt under navnet Climo.
Climo er en nichevirksomhed med lang erfaring og stor knowhow indenfor indretning af primært tandlægeklinikker. Virksomhedens 25 ansatte designer, udvikler og producerer kvalitetsprodukter til tandlæger i Europa. Virksomheden har administration og produktion på egen fabrik i Hobro.
Climo har siden 1998 været ejet af Jan Hansen.
Administrerende direktør Poul Sørensen, udtaler; Vi har gennem en periode haft en meget konstruktiv dialog med Jan Hansen med henblik på i fællesskab at etablere en endnu stærkere og mere konkurrencedygtig virksomhed. Det har faktisk været let at få etableret en fælles forretningsplan, da vi som udgangspunkt har de samme værdier og samme opfattelse af markedet og ikke mindst fordi kvalitet og design er en del af begge virksomheders DNA.
For at sikre integrationen mellem de to virksomheder, vil alle selskabets aktiviteter i løbet af efteråret 2016 blive samlet i Climos nuværende administrations- og produktionslokaler i Hobro.
Jan Hansen fortsætter som aktionær i det fusionerede selskab, og vil indgå som direktør i selskabets ledelsesteam. Et team bestående af projektdirektør Mia G. Thomsen og administrerende direktør Poul Sørensen – begge indgår ligeledes i ejerkredsen.
Climo har kontinuerligt gennem årene udviklet produktsortimentet og kundekredsen samtidig med, at der er leveret flotte resultater. Fusionen med Inform skal ses som et ønske om at accelerere udviklingen, og sikre en stærkere konkurrencemæssig platform.
Jan Hansen ser frem til samarbejdet. Jeg er overbevist om, at dette nye samarbejde i et større set-up og med en innovativ, erfaren og stærk organisation er det helt rigtige for virksomhedens udvikling. Og så har det været afgørende for mig personligt, at det nye selskab fortsætter med samme fokus på at levere kvalitet og god kundeservice.
Nu begynder arbejdet med at smelte de to virksomheder sammen og samle alle ca. 50 arbejdspladser på Drejøvej i Hobro. Der er nogle ændringer inde i bygningen som skal foretages inden vi kan rumme alle arbejdspladser, fortæller Jan Hansen som regner og håber på at flytningen er på plads omkring årsskiftet.
.