Nyheder
Fyrkatspillets dragter er håndarbejde med masser af kunstnerisk frihed
Før Fyrkatspillet i Hobro kan blive opført, har dragtgruppen været i gang i måneder med at skabe kostumer til de mange skuespillere. Når manuskriptet til Fyrkatspillet frigives, starter flittige, kreative hænder med at skabe vikingedragter og alt det tilbehør, der skal bruges i forestillingen.
Der er en stor forskel på de historiske fund, der er gjort, og som har givet viden om, hvordan vikingerne gik klædt, og så de dragter, der bliver skabt til Fyrkatspillet. Der er altså ikke tale om historiske kopier, men kostumer, som blandt andet bliver maskinsyet for at kunne holde til de mange gennemspilninger af stykket. Enkelte beklædningsstykker, som en kopi af Viborgskjorten, har dragtgruppen lavet gennem de mange år, de har stået for kostumer.
Når forestillingerne kører i vikingelanghuset på UNESCO Fyrkat Borgen i Hobro, har dragtgruppen travlt med at få alle ca. 70 dragter på skuespillerne og reparere tingene under forestillingen. De sørger også for den gode stemning back stage med kaffe og hygge i det, der er døbt Aases vogn. Her er der altid god stemning og hygge.
Masser af sammenhold og kammeratskab i dragtgruppen
Når dragtgruppen mødes hver onsdag på loftet over Bies Centret, starter de med kaffe og rundstykke, før håndarbejdet med dragterne går i gang. Alles mening om design og metode til produktion af hver dragt vendes i fællesskab, før håndarbejdet går i gang. Det tager ca. 3 dage pr. dragt, og der er mange detaljer og skuespilmanuskriptet at forholde sig til undervejs. Men i fælles flok får dragtgruppen løst tingene før årets Fyrkatspil.
Hvis dragtdesign og syning er noget for dig, er der altid plads til flere kreative kræfter i Fyrkatspillet og dens dragtgruppe – Du finder mere info på hjemmesiden www.fyrkatspillet.dk.