Arden og omegn
Gå for verdens fattigste – traditionsrig indsamling vender tilbage den 13. marts
Gå for verdens fattigste – traditionsrig indsamling vender tilbage den 13. marts
Af Klaus Hansen
Efter to års aflysninger af den fysiske indsamling vender Folkekirkens Nødhjælps Sogneindsamling igen tilbage i samme form, som vi kender den. Søndag den 13. marts vil 10.000 børn, unge og voksne gå på gaden for at samle ind til klimahjælp til verdens fattigste familier, der er hårdest ramt af klimakrisen.
I år er det igen muligt at tage indsamlingsbøssen i hånden og gå fra dør til dør efter to års aflysninger på grund af corona.
Vi glæder os til igen at kunne samle ind og ser frem til søndag den 13. marts. Det er altid en festlig dag, og der har savnet at gå på gaden og gøre en forskel for verdens fattigste familier, siger Morten Krogsgaard Holmriis, der er præst Astrup og Rostrup og en del af indsamlingsteamet i Arden og omegn.
Selvom man sidste år ikke kunne gå fra dør til dør med indsamlingsbøssen, blev der alligevel samlet et flot beløb ind i Arden og omegn. Særligt gjorde konfirmanderne en stor indsats og samlede knapt 7.000 kr ind ved at spille Nødhjælpsbanko.
Årets indsamling har fokus på klimahjælp til verdens fattigste, som er hårdest ramt af klimakrisen. Det er familier, der må sulte, når tørken ødelægger høsten. Forældre, som mister deres livsgrundlag, når orkanen destruerer alt på sin vej. Og børn, som bliver hjemløse, når oversvømmelserne tager deres hjem.
Klimakrisen kan virke uoverkommelig, men sammen kan vi gøre en forskel for dem, som bliver hårdest ramt af klimaforandringerne. Med konkrete løsninger kan vi redde liv og hjælpe verdens fattigste familier med at tilpasse hverdagen til det uforudsigelige vejr, siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.
Klimahjælp er blandt andet køkkenhaver og nye afgrøder, der kan klare tørke og omskifteligt vejr. Eller træplantning, som modvirker jordskred og kan bremse voldsomme oversvømmelser. Klimahjælp kan også være udstyr til regnvandsopsamling, som giver vand til husholdningen og til køkkenhaver i tørketider.
Vil du være med?
Der er ruter til alle, som har lyst at bruge en formiddag i en god sags tjeneste. Du kan melde dig som indsamler på blivindsamler.dk.
Læs mere om årets sogneindsamling på: https://noedhjaelp.dk/indsamling
Læs også: