Nyheder

Genanvendelsesfabrik vil plast i havet til livs

Fokus på at forhindre spild

Genanvendelsesfabrik vil plast i havet til livs
11. september 2015
Af Redaktion

.
Aage Vestergaard Larsen A/S har netop underskrevet Operation Clean Sweep, der er et internationalt miljøinitiativ, som bekæmper plast i havet.
Mariager-virksomheden, der arbejder med genanvendelse af plast, forpligter sig dermed til at gøre en ekstraordinær indsats for at forhindre, at plastråvarer fra fabrikken ender i havet.
Havet fungerer i stigende grad som skraldespand for verdens plastaffald. Størstedelen af den plast, der findes i verdens have, er et resultat af dårlig håndtering af affald på land.
Meget stammer fra lossepladser i tredjeverdenslande. Et reduceret spild af plastråvarer i industrien kan dog også spille en rolle i løsningen af problemet.
Derfor melder Aage Vestergaard Larsen A/S sig nu ind i kampen i kampen for at komme plast i havet til livs.
Mariager-virksomheden, der er Nordens største regenereringsfabrik for genanvendt plast, har nemlig skrevet under på det internationale Operation Clean Sweep-initiativ.
Initiativet forpligter de medvirkende virksomheder til at arbejde målrettet for at forebygge, at spild af råvare fra plastproduktionen ender i havet.

– Som en af de større plastbearbejdende virksomheder i Danmark har vi naturligvis et medansvar for at forhindre, at der bliver udledt plast i havet. Det medansvar påtager vi os selvfølgelig. Derfor finder vi det også oplagt at tilmelde os Operation Clean Sweep, som kombineret med vores egne kvalitetssy-stemer vil sikre os en endnu bedre håndtering af plastspild i produktionen, fortæller Franz Cuculiza, der er adm. direktør i Aage Vestergaard Larsen A/S.

Når plastvirksomheder arbejder med råvarer i produktionen, så kan materialet som følge af spild og uheld havne i fabrikkernes afløb. Her fra kan plasten via kloaksystemet og rensningsanlæggene ende i vandmiljø-et.
Det vil Aage Vestergaard Larsen A/S imidlertid sætter en stopper for:
– Vores klare holdning er, at plast i havet bedst bekæmpes ved i første omgang at undgå at udlede plast i havet. Plast produktionsspild såvel som plastaffald skal straks opsamles og sendes til genanvendelse. På den måde bliver materialet til en værdifuld ressouce for samfundet i stedet for at være en belastning for det globale samfund, uddyber Franz Cuculiza, som nu vil aktivt involvere alle virksomhedens 55 medarbejdere for at forankre Operation Clean Sweep i virksomhedens dagligdag.
Det er den danske brancheforening for de danske plastvirksomheder Plastindustrien, der står bag lanceringen Operation Clean Sweep-initiativet i Danmark. Og her mærker man øget interesse blandt medlemmerne for at støtte op om kampen imod plast i havet.
Fakta om Operation Clean Sweep:

Virksomheder, der tilslutter sig Operation Clean Sweep, forpligter sig til at gennemgå en 5-trins plan for god husholdning og dermed sikre, at plastråvare ikke ender i virksomhedens afløb. Både ledelse og medarbej-dere skal inddrages i processen.

– Trin 1: Tilslutning til Operation Clean Sweep via www.plast.dk
– Trin 2: Vurdering af virksomhedens situation og behov
– Trin 3: Lav en plan for nødvendige opgraderinger i virksomhedens indretning, maskiner og udstyr
– Trin 4: Skab opmærksomhed og medejerskab blandt medarbejdere
– Trin 5: Følg op og underbyg initiativet; når ledelsen er opmærksomme på problemet, er medarbejderen det også

Fakta om Aage Vestergaard Larsen A/S:

– Aage Vestergaard Larsen A/S blev stiftet tilbage i 1972, og virksomhedens speciale er regenerering, kværning, finformaling, ekstrudering og compoundering af plast.
– Aage Vestergaard Larsen A/S er Nordens største regenereringsfabrik for plast af plastaffald til nye genanvendelige råvarer.
– Sidste år indviede virksomheden et nyt vaske- og sorteringsanlæg, der årligt kan behandle 5.000 tons plastaffald fra både erhverv og husholdninger.
– Anlægget medfører, at mindre dansk plastaffald bliver sendt til forbrænding eller eksporteret til udlandet. Derved bliver CO2-udslippet reduceret, grundet mindre forbrænding af plastaffald og affaldet ikke længere skal transporteres ud af DK.

Læs mere fra www.avl.dk her

Hadsunds tidligere politistation til salg: En unik liebhaverbolig med historie

Læs også: Hadsunds tidligere politistation til salg: En unik liebhaverbolig med historie