Alarm 112
Gennembrud i stor indbrudssag
Af Klaus Hansen En 37-årig rumænsk statsborger blev 12. juli 2016 varetægtsfængslet in absentia efter et lukket grundlovsforhør ved retten i Aalborg. Nordjyllands Politi modtog sommeren 2015 et meget stort antal anmeldelser om indbrud i privat beboelse, idet der i juli måned 2015 blev anmeldt 393 indbrud, hvoraf mange af dem blev gennemført via underboring. […]
Af Klaus Hansen
En 37-årig rumænsk statsborger blev 12. juli 2016 varetægtsfængslet in absentia efter et lukket grundlovsforhør ved retten i Aalborg.
Nordjyllands Politi modtog sommeren 2015 et meget stort antal anmeldelser om indbrud i privat beboelse, idet der i juli måned 2015 blev anmeldt 393 indbrud, hvoraf mange af dem blev gennemført via underboring. Politiet mener nu, at en del af de mange indbrud kan være på vej mod en opklaring.
Vi har i går fremstillet en 37-årig rumænsk statsborger in absentia ved et lukket grundlovsforhør ved retten i Aalborg, hvor han blev sigtet for 70 villaindbrud, hvoraf de 65 er begået i Nordjylland i sommeren 2015, siger politikommissær ved Nordjyllands Politi, Sune Myrup.
Formålet med varetægtsfængslingen in absentia er at få udstedt en europæisk arrestordre, fordi den betyder, at den 37-årige kan hjemtages til Danmark for at blive retsforfulgt. Der blev afsagt kendelse om varetægtsfængsling af den 37-årige, hvilket ikke blev kæret til landsretten af den beskikkede forsvarer.
Vi sender nu sagen videre til henholdsvis Statsadvokaten samt Justitsministeriet, og først når de har godkendt den europæiske arrestordre, kan den effektueres, siger politikommissær Sune Myrup.
.