Nyheder
Gratis beskyttelsesbriller i Hobro: Louis Nielsen vil forhindre øjenskader nytårsaften
Mia og Nicolas fra Louis Nielsen i Adelgade starter årets uddeling i dag
Fra i dag den 10. december kan borgere i Hobro igen hente gratis beskyttelsesbriller hos Louis Nielsen i Adelgade, hvor chefoptiker Mia Kjær Albertsen, butikschef Nicolas Landor og resten af teamet står klar. Uddelingen sker i samarbejde med Dansk Blindesamfund og Øjenforeningen – og målet er klart: færre øjenskader over nytåret.
Sidste år kom 210 danskere til skade med fyrværkeri, og hele 70 procent af dem bar ikke beskyttelsesbriller. Ifølge tal fra Ulykkes Analyse Gruppen på Odense Universitetshospital ramte omkring hver tredje ulykke øjnene.
”En enkelt øjenskade er en for meget”
Hos Louis Nielsen i Hobro håber Mia Kjær Albertsen, at de gratis briller kan gøre en reel forskel:
“Bare en enkelt øjenskade på grund af fyrværkeri er en for meget. Derfor deler vi gratis beskyttelsesbriller ud – i håbet om, at det så bliver lettere at huske dem nytårsaften,” siger hun.
Læs også:
Eksperter slår fast: Beskyttelsesbriller virker – men kun hvis de bruges
Formand for Øjenforeningen og tidligere overlæge, Morten la Cour, understreger, hvor sårbare øjnene er:
“Bliver du ramt af fyrværkeri i ansigtet, er dit syn i stor fare. Beskyttelsesbrillerne er meget effektive til at sikre dit syn, men de virker kun, hvis de bliver brugt. De skal dække øjnene og ikke sidde i panden.”
Han minder også forældre om deres ansvar, da børn under 15 år står for en fjerdedel af alle ulykker:
“Nytårsaften er beskyttelsesbriller et must. På samme måde som at bruge sikkerhedssele i bilen og cykelhjelm, når man cykler.”
”Ofte er der ingen vej tilbage”
Hos Dansk Blindesamfund ved man, hvad et øjebliks uopmærksomhed kan koste. Formand Diana Stentoft fortæller:
“Ulykker kan ske på et splitsekund, eller en gnist kan falde ned fra himlen og ind i øjet. Ofte er der ingen vej tilbage, når først skaden er sket. Derfor skal beskyttelsesbrillerne være på – både hvis du skyder af, og hvis du ser på.”
Almindelige briller er ikke nok
Klinisk chef i Louis Nielsen, Henrik Laursen, gør op med en udbredt misforståelse:
“Det er en myte, at almindelige briller beskytter tilstrækkeligt mod fyrværkeri – det gør de ikke. Derfor er det vigtigt med en tætsluttende beskyttelsesbrille over sine egne briller.”
De gratis briller findes i to modeller: en justerbar version til både børn og voksne, samt en model designet til at sidde uden på almindelige briller.
Gode råd til en sikker nytårsaften
- Brug altid beskyttelsesbriller – både som fyrværker og tilskuer
- Hjælp børnene med at huske deres briller
- Tænd aldrig fyrværkeri, mens du holder det i hånden
- Hold afstand og læn dig aldrig ind over fyrværkeriet
- Gå aldrig tilbage til en fuser
- Undgå ulovligt fyrværkeri
- Almindelige briller beskytter ikke – brug tætsluttende beskyttelsesbriller
Læs også: