Nyheder
Guldsjakalen er for første gang set i Lille Vildmose
Af Klaus Hansen Elgen, som for snart to måneder siden, blev sat ud i det store Mellemområde i Lille Vildmose må i disse dage dele rampelyset med en ny art, som har fundet vej til det skønne naturområde. Der er tale om en vild guldsjak, som er blevet fotograferet i Lille Vildmose fredag i sidste […]
Af Klaus Hansen
Elgen, som for snart to måneder siden, blev sat ud i det store Mellemområde i Lille Vildmose må i disse dage dele rampelyset med en ny art, som har fundet vej til det skønne naturområde. Der er tale om en vild guldsjak, som er blevet fotograferet i Lille Vildmose fredag i sidste uge af en af mosens amatør naturfotografer, Carsten Clausen, Randers. Han stødte ganske uventet på det usædvanlige dyr, da han besøgte vildmosen om aftenen for at fotografere fugle og dyr.
Lille Vildmose tilbyder ideelle levevilkår
Det er første gang, at der er fotograferet en levende guldsjakal i Danmark og det er blot anden gang, at sjakalen besøger Danmark. Første gang, der blev påvist en vild sjakal i Danmark, var i september sidste år, hvor der blev fundet en trafikdræbt sjakal nær Karup i Midtjylland.
Guldsjakalen har i de senere år bredt sig hastigt fra sit hidtidige udbredelsesområde på Balkan. Her er der faste bestande i Bulgarien, Grækenland og Serbien. Biolog og naturvejleder på Lille Vildmosecentret, Jakob Konnerup, forklarer hvorfor han tror, at guldsjakalen har fundet vej til netop Lille Vildmose, Lille Vildmose, der består af højmoser, søer og græsfenner kan være et gode levested for sjakalen. Området er ideelt til en ny rovdyrsart. Der er masser af mad her.
Guldsjakalen er altædende og herude vil den kunne finde alt fra gnavere til æg og fugleunger, så der burde være mulighed for, at den bliver her, siger han. Det er jo dejligt, at naturen er så forunderlig og kan overraske os, hvis man ellers giver den lov til det, fortæller Jakob Konnerup begejstret. Guldsjakalen minder af udseende om en lille spinkel ulv, men er mindre. Den har en stor og busket hale. Den vejer normalt 7-15 kilo, hvilket er noget mere end en ræv, som normalt vejer 6-8 kg, men markant mindre end en ulv, som normalt vejer 25-60 kg.
Se en udstoppet guldsjakal på Lille Vildmosecentret
Også centerleder på Lille Vildmosecentret, Bo Gregersen, er glad for den nye beboer og siger, Vi glæder os over den øgede biodiversitet og mangfoldighed i området. Det er en kvittering på, at den naturgenopretning, som foregår i Lille Vildmose fungerer. Fra denne uge vil de besøgende på centret have mulighed for at se en guldsjakal helt tæt på, dog i udstoppet udgave, nede i Lille Vildmosecentrets nye udstilling, hvor man bl.a. også kan opleve en stor, udstoppet elgtyr.
.