Nyheder
Gymnasieelever tænker globalt
.Pressemeddelelse: Mariagerfjord Gymnasium udvider sin internationale profil med et nyt kontinent. Første skridt blev taget i dag, hvor en htx-klasse fremlagde deres projekter, de har lavet i samarbejde med Grundfos Brazil på en Skype-forbindelse til São Paulo. Den seneste måned har 2.uv samarbejdet med Grundfos Brazil i faget Teknologi. Her har de udarbejdet en strategi […]
.
Pressemeddelelse:
Mariagerfjord Gymnasium udvider sin internationale profil med et nyt kontinent. Første skridt blev taget i dag, hvor en htx-klasse fremlagde deres projekter, de har lavet i samarbejde med Grundfos Brazil på en Skype-forbindelse til São Paulo.
Den seneste måned har 2.uv samarbejdet med Grundfos Brazil i faget Teknologi. Her har de udarbejdet en strategi for, hvordan Grundfos Brazil kan tackle nogle af de udfordringer, virksomheden står overfor i Brasilien. Hvordan tiltrækker man for eksempel kvalificeret brasiliansk arbejdskraft, og hvordan tackler man den brasilianske handelsprotektionisme?
– Samarbejdet med erhvervslivet er en af grundene til, at jeg valgte htx. Det er fedt at opleve, at vores skolearbejde kan bruges uden for klasselokalet, fortæller Thomas Østergård Krogh, der går i 2.uv.
Htx-klassen fremlagde deres projekter for Thomas Sørensen, der arbejder i Grundfos som Operations Director i Brasilien og Sydamerika.
– Det brasilianske samfund udvikler sig hurtigt, og vi vil gerne være med til at give danske studerende et indblik i et land og et marked med stort potentiale, udtaler Thomas Sørensen.
Det lokale bliver globalt og omvendt
Samarbejdet er ikke enkeltstående, men et led i et nyt projekt, der skal ruste eleverne til en globaliseret verden i konstant forandring. Mariagerfjord Gymnasium udvider således sin internationale profil med den latinamerikanske stormagt, Brasilien.
– Den globale virkelighed er under forandring, og det skal afspejles i vores uddannelsestilbud. Derfor udvider vi gymnasiets internationale profil med Brasilien, der er et land med et enormt vækstpotentiale, rig kulturarv og stigende international bevågenhed, siger rektor Jette Engelbreth.
Foruden samarbejdet med det lokale erhvervsliv, der har etableret sig i Brasilien, har Mariagerfjord Gymnasium lavet en samarbejdsaftale med en brasiliansk partnerskole i Juiz De Fora. I april 2015 besøger en brasiliansk klasse Hobro og i efteråret 2015 rejser danske elever til Brasilien.
Flere samarbejdspartnere er i støbeskeen både skoler og større virksomheder til glæde for skolens elever. Målet er at give eleverne et indblik i det moderne Brasilien, så de får lyst til og mod på at være aktive medspillere i den globale verden.
Projektet er realiseret med støtte fra Uddannelsespuljen, Region Nordjylland.