Sport
Hadsund Gymnastik tager springet
Lørdag den 12. april bliver en festdag for både store og små gymnaster i Mariagerfjord Kommune, når Hadsund Gymnastik officielt indvier deres nye springgrav i Hal E i Hadsund Hallerne. Fra klokken 10 til 14 bydes der på åbent hus, leg og akrobatik – og alle er velkomne til at smide skoene og springe med.
Den nye springgrav er resultatet af længere tids målrettet arbejde og en række gavmilde donationer, og foreningen forventer, at de nye faciliteter vil styrke både træning, sammenhold og medlemstal.
Et samlingspunkt for hele foreningen
Hal E, som den nye hal er blevet døbt, bliver fremover det naturlige centrum for Hadsund Gymnastiks mange aktiviteter. Springgraven vil blive integreret i træningen på tværs af aldersgrupper og niveauer, og bestyrelsesformand Anne Hansen lægger ikke skjul på sin begejstring.
“Springgraven kommer til at styrke vores profil. Især springgymnasterne får en helt unik mulighed for at udvikle deres teknik og deres færdigheder, men vi har også en klar ambition om at introducere de yngre gymnaster til springgraven, så de kan blive fortrolige med den tidligt. Vi håber, at den kan være med til, at endnu flere vil holde fast i gymnastikken – også op i ungdomsårene,” udtaler Anne Hansen.
Foto: Hadsund Gymnastik
Instruktører i front og sikkerhed i højsædet
Med det nye udstyr følger også et øget fokus på sikkerhed og kvalitet i undervisningen. Hadsund Gymnastik har opkvalificeret foreningens instruktører og tiltrukket nye kræfter med erfaring og uddannelse inden for springteknik.
Derudover tilbyder klubben kurser til alle sine instruktører, så flest muligt får kompetencer til at anvende springgraven korrekt og sikkert i undervisningen.
Stærkt lokalt samarbejde og solid opbakning
Projektet har været muligt takket være en imponerende opbakning fra både lokale og nationale aktører. Hadsund Gymnastik retter en stor tak til de bidragydere, som har gjort drømmen til virkelighed:
- ELRO Fonden: 500.000 kr.
- LAG Midler: 400.000 kr.
- Udviklings- og talentpulje Mariagerfjord: 45.000 kr.
- DIF og DGI’s Foreningspulje: 150.000 kr.
- Hadsund Gymnastik selv: 280.000 kr.
Program for dagen
Dørene åbner kl. 10.00, og springgraven vil være åben for alle fra kl. 11.00 til 14.00. Der vil være mulighed for at prøve kræfter med de nye faciliteter, møde instruktører og få en snak med foreningens medlemmer og bestyrelse.
Arrangementet er gratis og åbent for alle – både medlemmer og nysgerrige sjæle.
Følg med på Facebook
Yderligere information og løbende opdateringer om indvielsen kan findes på Hadsund Gymnastiks Facebookside.
Vil du med?
Springdagen afholdes lørdag den 12. april kl. 10–14 i Hadsund Hallerne, Hal E.
Springgraven er åben fra kl. 11.00–14.00.
Foto: Hadsund Gymnastik