Sport
Hadsund Karate Skole overrasket på sommerlejr – Stor hæder til lokal karateprofil
I løbet af den første uge af juli blev den årlige sommerlejr for Ashihara karate afholdt – denne gang med deltagelse af både danske, svenske og schweiziske udøvere. Lejren bød som altid på intensiv træning, konkurrencer og gradueringer, men i år kulminerede ugen med en overraskelse, der skabte stor glæde i Hadsund Karate Skole.
En af de højeste grader i Danmark
Lørdag aften den 5. juli blev alle deltagere kaldt sammen uden varsel. Stemningen var præget af spænding og nysgerrighed. Shihan Kim tog ordet og læste op fra et brev, han havde modtaget direkte fra Japan – nærmere bestemt fra Kancho, det internationale overhoved for Ashihara karate.
“I brevet stod der, hvordan en karateudøver gennem hans lange dedikation og hans væsen havde gjort sig fortjent til at blive tildelt 5. Dan,” fortæller arrangørerne. “Det viste sig, at det handlede om Sensei Brian Hansen fra Hadsund Karate Skole.”
Med denne udnævnelse indtræder Sensei Brian Hansen i en eksklusiv gruppe af de højest graduerede inden for Ashihara karate i Danmark.
Læs også:
Medaljer til Hadsund ved DM i kata
Et af højdepunkterne under sommerlejren er det årlige Danmarksmesterskab i kata, som blev afholdt fredag aften. Her blev deltagerne inddelt i puljer efter alder og bæltegrad, hvorefter de to og to skulle præsentere deres kata foran dommere. Bedømmelsen sker blandt andet på præcision, styrke og teknisk udførelse.
Hadsund Karate Skole var stærkt repræsenteret og kunne tage to medaljer med hjem. Victor Otte-Pedersen kæmpede sig frem til semifinalen og vandt bronze. Casper Tvorup gik hele vejen til finalen og opnåede en flot sølvmedalje, selvom han måtte se sig slået af en mere rutineret modstander.
“Det var en fed oplevelse. Jeg havde håbet på guld, men er stolt af min sølvmedalje,” siger Casper Tvorup efter sin finale.
“Jeg havde ikke regnet med at nå så langt, så en tredjeplads føles som en sejr,” tilføjer Victor Otte-Pedersen.
Casper Tvorup og Victor Otte-Pedersen med deres medaljer fra DM i kata – Foto:
Privat.
Grønt bælte til Victor
Søndagen bød på gradueringer, hvor udøverne skal demonstrere deres tekniske færdigheder og vise forskellige kataer – både alene og med makker. Her deltog Hadsund Karate Skole med én kandidat: Victor Otte-Pedersen, som bestod sin graduering og nu kan bære grønt bælte med brune streger – 3. kyu.
“Det var hårdt, men fedt. Jeg har trænet længe op til det, så det er en kæmpe lettelse at bestå,” udtaler Victor stolt.
Lokal stolthed og fremtidige ambitioner
Med både medaljer, nybagt 3. kyu og en 5. Dan i hus har Hadsund Karate Skole haft en sommerlejr ud over det sædvanlige. Ikke mindst udnævnelsen af Sensei Brian Hansen markerer et historisk øjeblik for klubben og sporten i området.
“Det er stort for os alle. Brian er en rollemodel og en inspirationskilde, både som udøver og træner,” lyder det fra medlemmer i klubben.
Mariagerfjord Kommune har god grund til at være stolt af de lokale karateudøveres præstationer – og det lader til, at ambitionerne fortsætter i samme retning.
Læs også: