Af Carina Kondrup
Hop på en (u-)hyggelig aftentur torsdag i efterårsferien til lyden fra
Sigfreds Fodvarmere
Efteråret har indfundet sig, hvor skyerne gråne og løvet falder, og traditionen tro inviterer veteranbanen på en anderledes aftentur fra Mariager til Handest; en tur med Halloweentoget.
En tur tilsat lidt hyggelig uhygge. En tur i de gamle personvogne, hvor den eneste belysning er små fornøjelige elektriske fyrfadslys i vindueskarmene. Hvor det 67 år gamle røde diesellokomotiv brummer ud i aftenen, kan det godt give et lille gys rund om i vognene.
Og mens dagens sidste lys forsvinder i horisonten, arbejder veterantoget sig op ad den fem kilometer lange bakke fra Mariager til Fjelsted trinbræt, 54 meter over fjorden. Herfra fortsætter toget videre ud i oktobermørket i retning mod Handest station.