Har dine favoritforretninger styr på smileyen?

19. december 2023
Har dine favoritforretninger styr på smileyen?

Fødevarestyrelsen har sendt nye smileymærker ud til knap 46.000 detailbutikker. Det forenklede smileymærke skal nu sidde synligt ved indgangsdøren.

Fødevarestyrelsen har de seneste måneder sendt nye smileymærker ud til landets cafeer, restauranter, slagterbutikker og supermarkeder, der nu skal have det forenklede mærke siddende ved indgangsdøren. Her kan forbrugerne med et hurtigt blik se, hvordan Fødevarestyrelsen har vurderet virksomheden på de seneste tre kontrolbesøg.

Mere end 80 procent af Danmarks knap 46.000 fødevarevirksomheder har en glad smiley, og under det typisk glade smil sidder der nu som noget nyt en QR-kode. Med en telefon i hånden kan café- og restaurantgæster scanne sig direkte ned i Fødevarestyrelsens seneste kontrolrapport. Her kan man læse, om virksomheden havde styr på butikken og begrundelserne for den enten sure, mellemfornøjede eller glade smiley.