Nyheder
Har du sat dit kryds til Tryghedsgruppens Repræsentantskab i Region Nordjylland?
Indsendt af: Niels Hedehus
Der er valg til Tryghedsgruppens Repræsentantskab i Region Nordjylland. Er du kunde i Tryg, ALKA eller TJM Forsikring eller har du forsikring igennem en række organisationer herunder: FDM, ASE, Kræftens Bekæmpelse, Dansk Jægerforbund, Hjerteforeningen, IDA, VELLIV, Præsteforeningen, Lægeforeningen, DAF, NFF, Danske Tandplejere, Min A-Kasse mfl. har du modtaget din stemmeseddel i e-boks eller pr. mail.
– Det er vigtigt at du stemmer, hvis du kan!
Ca. hver 4. borger i Hadsund og omegn kan stemme. Tryghedsgruppen ejer ca. 50% af forsikringsselskabet Tryg, og overskuddet herfra (i 2023 over 1,5 mia. kroner) forvaltes af repræsentantskabet på vegne af sine medlemmer. Det kræver et stærkt, aktivt og uafhængigt medlemsdemokrati, så forvaltningen af vores midler ikke overlades alene til de politiske-, faglige- og andre særlige interessegrupper, som i disse år i stor stil gør deres indtog i repræsentantskaber som dette.
Du kan læse mere om valget på www.Tryghed.dk, hvor du også har mulighed for at tage en kandidattest, og se hvem der bedst kan repræsentere dig og dine interesser.
– Jeg håber I vil bruge to minutter på at gå ind og stemme, så vi kan få nogle flere uafhængige medlemmer af repræsentantskabet.