Nyheder

Have og natur er topønsker til vores hjem – men det kniber med det naturlige

Byggerier og byer skal tænke mere natur ind, siger ny rapport og almindelige haver kan også bidrage med mere biodiversitet, mener mægler

Have og natur er topønsker til vores hjem – men det kniber med det naturlige
2. april 2024
Af Redaktion

Have og nærhed til natur vægter højt for danskerne, når vi skal flytte til et nyt hjem.

Tæt på skov og anden natur er nummer to over ønskerne til hjemmets beliggenhed, og egen have er nummer et over ønskerne til hjemmets kvaliteter, viser Homes flyttebarometer.

I fremtiden bliver det måske nemmere at få lidt mere af begge dele, hvor vi bor altså mere natur i haven, kvarteret og byen omkring os.

En ny rapport “Biodiversitet i byggeri og byudvikling belyser i hvert fald behovet for at få mere biodiversitet.

Tabet af biodiversitet bliver kaldt for en af de mest presserende miljømæssige udfordringer, vi står overfor globalt. Og byggebranchen kan spille en vigtig rolle for at vende tendensen, lyder det.

Løsninger af alvorligt problem

Interessen for og viljen til handling har aldrig været større på det her felt. Vi oplever en enorm interesse fra aktører på tværs af hele byggebranchen og indenfor alle hjørner af byudvikling til at bidrage til løsningen af de alvorlige udfordringer, biodiversiteten står i, siger direktør for Habitats, Rasmus Vincentz, der står bag rapporten sammen med Molio og Realdania, i en pressemeddelelse.

Kataloget skal guide og inspirere branchen ved at give overblik over et meget komplekst emne, der kan være ret svært at komme i gang med men som skaber værdi for både det enkelte byggeri, dets fremtidige brugere og naturen.

Biodiversitet dækker over den brede mangfoldighed af liv i alle jordens naturtyper og levesteder, og ifølge ejendomsmæglerkæden Home, som blandt andet rådgiver om, udlejer og sælger projektbyggerier, kan helt almindelige husejere og -lejere med haver og gårdhaver også gøre en indsats.

Slå to fluer med… i din have

De fleste parcelhushaver bliver selvfølgelig aldrig som vild natur, men det er muligt at invitere naturen mere indenfor hækken. Vi ved, at en have er populær hos mange danskere og det samme er et hjem beliggende tæt på skov og natur. Så hvorfor ikke slå to fluer med et smæk med en have, der har mere natur, siger talsperson og seniorkommunikationskonsulent i Home, Michael Dalsager.

Videncenter Bolius giver eksempelvis 20 gode råd til at få en mere naturpræget og dyrevenlig have, som du frit kan vælge imellem alt efter hvor mangfoldig en have du ønsker

Se hele rapporten “Biodiversitet i byggeri og byudvikling

Inspiration: 20 råd til en vild naturhave

Tænk på din have som tre plantelag oven på hinanden: Et øvre lag af større og mindre træer. Et lag bestående af buske. Et lag bestående af en bund med stauder, urter, sommerblomster og løgplanter.
Tag udgangspunkt i det landskab, du ellers er omgivet af kyst, plantage, skov osv. og se på, hvilke typer planter der findes i landskabet i forvejen. Tag også udgangspunkt i jordbundstype sandet eller leret når du vælger planter.
Vælg insekt- og dyrevenlige planter, fx hjortetrøst, indianermynte, tidselkugle, hjulkrone, sommerfuglebusk, snepryd og påskeklokker.
Plant mange forskellige plantearter, så du får flest mulige planteoplevelser og minimerer risikoen for plantesygdomme.
Plant gerne hårdføre og hjemmehørende planter det vil sige planter, der er oprindelige eller naturligt forekommende i Danmark og ikke indført hertil fra udlandet eller planter, der er nærtbeslægtede.
Vælg planter med både bær og frugter, blomster og farve. Det kan være paradisæble, hyld, kirsebærkornel, røn, mispel og hassel. Bær og frugter skaber et rigt fugleliv, mens fx hassel tiltrækker egern og andre gnavere. Desuden vil et nåletræ som fx fyr give kogler og dermed frø til både fugle og gnavere.
Plant i mange forskellige størrelser og helst i ulige antal, så får du det mest naturlige look.
Husk klatrende planter. De skaber en visuel forbindelse mellem det øvre og det nedre plantelag i haven, da lodrette planter leder dit blik opad.
Indskrænk den trimmede plæne, og lad andre græsområder stå uklippet og højt her kan du også lave en løgplæne.
Så evt. græsområder til med blomsterblandinger, der kan give karakter af en blomstereng.
Sørg for, at din have både rummer solrige og skyggefulde områder og det, der ligger her imellem. Det er ofte større træer, der kaster slagskygger, og det kan give en ekstra dimension til haven, som om du kommer ud af skoven til en lysning. Derudover giver det mulighed for større mangfoldighed af både planter og dyr.
Undlad at benytte sprøjtemidler, og målret dit forbrug af gødning til de planter, der har brug for det. Et lag kompost hvert forår til de veletablerede planter holder også gang i jordens mikroliv.
Sørg for, at der er vand i haven i form af steder med vand, hvor fuglene kan bade, vandløb og havedamme. Du kan evt. genanvende regnvand.
Sæt fuglekasser op, eller lav et insektbo eller insekthotel.
Lav et lille hjørne med sin egen vildskab i form af en lille gruppe brændenælder det elsker sommerfuglene.
Genanvend haveaffald på din egen grund. Brug grene til kvashegn, læg blade under buske og træer, genanvend regnvand til vanding eller en havedam med overløb til regnbed.
Træstubbe og træstykker kan fungere som stolper, kanter til bede eller til træstabler som installationer i haven.
Skab levesteder for dyrene herunder sommerfugle, pindsvin og fugle som fx kvashegn, brændestabler, bunker med sten eller stendiger.
Lad træstubbe stå, eller lad døde grene eller kviste ligge. Det kan blive bosted for bl.a. insekter, og det vil føre til et rigere fugleliv, da fuglene vil jagte insekterne. Også mikroorganismer og svampe vil nyde godt af de døde elementer.
Du kan også lave bunker eller lag med blade under fx buske.

Kilde: Bolius

Digital alderskontrol: Fremtidens løsning på unges køb af alkohol og nikotin?

Læs også: Digital alderskontrol: Fremtidens løsning på unges køb af alkohol og nikotin?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

×

Vær med i vores Julekalender og vind præmier

Digital alderskontrol: Fremtidens løsning på unges køb af alkohol og nikotin?

Læs også: Digital alderskontrol: Fremtidens løsning på unges køb af alkohol og nikotin?