Nyheder
Havndal ønsker udvikling – ikke afvikling
.Åbent brev på vegne af Havndal Skolebestyrelses forældrerepræsentanter,Michael Brøgger Jensen, Kirsten Boje, Michael Frandsen og Lone Lau. Levedygtige skoler hvor børnene er:Faktum er, at Havndal Skole oplever stigende elevantal, 13 % iflg. kommunens seneste opgørelsefor de kommende år – i modsætning til tendensen til færre børn for den samlede kommune. Populært sagt er eleverne lige […]
.
Åbent brev på vegne af Havndal Skolebestyrelses forældrerepræsentanter,
Michael Brøgger Jensen, Kirsten Boje, Michael Frandsen og Lone Lau.
Levedygtige skoler hvor børnene er:
Faktum er, at Havndal Skole oplever stigende elevantal, 13 % iflg. kommunens seneste opgørelse
for de kommende år – i modsætning til tendensen til færre børn for den samlede kommune. Populært sagt er eleverne lige uden for døren. Vil dette fortsat være tilfældet, hvis overbygningen på Havndal Skole flyttes? Erfaringer ved lign. omstruktureringer viser, at skoler med 0-9. klasse er mere attraktive for tilflyttere, end skoler med 0.-6. klasser. Og da indbyggertallet i Havndal er steget 15 % siden 2007, ønsker borgerne i området som helhed de mest optimale betingelser for fortsat vækst, altså en skole med 0.-9. klasse.
Ydermere har skolen allerede en del elever fra naboskoledistrikterne, og må også årligt afvise ønsker om indmeldinger herfra. Vi spørger, hvorfor udvides det nuværende skoledistrikt for Havndal Skole ikke? Med forslag til den nye struktur bliver grænserne mellem de nuværende distrikter alligevel brudt op i det nordlige af kommunen. Vi synes, det giver god mening at tage opdeling af skoledistrikterne op til yderligere overvejelse, hvilket sikkert også vil glæde andre forældre i denne del af kommunen. Herved sikres bedre mulighed for en levedygtig skole i Havndal fremover, lige der, hvor børnene er.
Faglig kvalitet, højere karakterer og flere valgfag til overbygningseleverne:
Dette skulle være fordelen ved at flytte overbygningen på Havndal Skole til Grønhøjskolen. Det forholder sig dog således, at eleverne på Havndal Skole allerede har høje karaktersnit, endda væsentligt højere snit end de omkringliggende overbygningsskoler i Ø. Tørslev og Spentrup. Havndal Skole har endvidere et fagligt højt niveau, som får mange rosende ord fra ungdomsuddannelserne. Der skrives i skolestrukturforslaget, at flere elever medfører flere valgfag. Her kan nævnes at Havndal Skole i indeværende skoleår har igangsat 10 valgfag til 3 klasser, så. eleverne på skolen mangler ikke tilbud. Vi spørger, hvad får vi, som vi ikke allerede har?
Vores legepatrulje er endnu en kvalitet, hvor overbygningsbørn får udbygget deres sociale kompetencer ved leg med indskolingsbørnene. Omvendt får 0.-3. klasse gode rollemodeller i børnene fra overbygningen. Det vil være et stort tab for alle vores børn, hvis dette ændres med flytning af overbygning. Dette er blot et af flere eksempler på, hvordan en komplet skole giver værdier, der ikke umiddelbart kan tydes af karaktersnittet, men som med sikkerhed hjælper højere karakterer og helstøbte mennesker godt på vej i videre uddannelse.
Nedslidt skole:
Iflg. skolestrukturforslaget er Havndal Skole i dårlig stand. Paradoksalt må Havndal Skole iflg. samme forslag vente 5 år med renovering, som da kun vil være nødtørftig. Vedligehold og renovering har gennem flere år været politisk nedprioriteret, først i forhenværende Mariager Kommune og senere også i Randers Kommune. Skolebestyrelsen er af den klare opfattelse, at vedligehold og renovering af Havndal Skole bør og skal opprioriteres af Randers Kommune.
Havndal Skole har flere lokaler, der med mindre midler kan erstatte de mest nedslidte lokaler, opført som midlertidige barakker for mere end 35 år siden.
Transport:
Havndal Skole har som landskole allerede elever, der har op til 50 minutters transport. Skolebestyrelsen læser med stor bekymring, hvordan forslaget om ny skolestruktur vil forlænge
denne tid yderligere ved at flytte overbygningen til Grønhøjskolen. Unge har brug for fritid til
henholdsvis sport, fritidsjob og andre sociale aktiviteter, dette kan blive en stor udfordring med
længere transport og evt. ventetider.
Børneby Havndal:
Vi ser positivt på børneby ideen, såfremt dette omfatter 7. 9. klasserne, for disse elever er stadig børn. Store børn har også brug for tryghed og nærhed for at have det nødvendige grundlag for gode karakterer og sociale færdigheder. Dette sikres bedst uden skoleskift i deres
folkeskoletid og uden lange dage med unødig bus- og ventetid. Forslaget om Havndal som
børneby, reducerer desuden skift i samarbejdet med PPR, hvorved inklusionsarbejdet lettes.
Fremtid som by:
Havndal har stort set alle faciliteter, som får dagligdagen til at fungere for familier. I Havndal findes bl.a. Dagli Brugs, slagter og bager, mange forskellige foreninger for alle aldre, børnehave, folkeskole 0.-9. klasse, læger, tandlæge og alderdomshjem. Samtidig har Havndal en smuk og varieret natur, som dagligt anvendes i skolens undervisning. Derudover samarbejder Havndal Skole allerede med byens foreninger og erhvervsliv omkring undervisningen, som ønsket i den nye
skolereform.
Alt dette skaber grobund for tilflytning, arbejdspladser og masser af socialt liv. Havndal er en by,
som unge flytter tilbage til efter endt uddannelse, for at stifte familie, netop fordi de kender Havndals kvaliteter. Vi frygter, at alt dette smuldrer, såfremt skolens overbygning flyttes ud af byen.
Vi spørger, ønsker man virkelig afvikling af de lokale samfund og samle alt i nogle få store byer?
Havndal er et godt eksempel på, at et lille samfund sagtens kan være i udvikling, skabe dygtige unge mennesker og have alt man har brug for i det daglige, nærmest fra vugge til grav tilmed med glade og tilfredse indbyggere (skatteborgere).
Vores bekymring er, at reduktion af Havndal Skole vil bremse den positive udvikling, som Havndal har oplevet gennem de seneste år. Konsekvenserne vil være fald i ejendomspriser, reduceret tilvækst, fraflytning fra området, manglende indtjening i erhvervslivet og tab af arbejdspladser. Dette har ikke kun store konsekvenser for byen Havndal men også for hele Randers Kommune i form af manglende eller reducerede indtægter.
Vi frygter, at forslaget om flytningen af Havndal Skoles overbygning vil få store konsekvenser, som vil ramme mange i lokalområdet hårdt.
Havndal er et lokalsamfund i vækst, flere foreninger har på det seneste modtaget fondsmidler til udvikling og projekter.
Som vi tidligere har skrevet til byrådet:
Havndal ønsker udvikling ikke afvikling.
Der er åbent for kommentarer nederst på siden.