Nyheder
Havnø Mølle: Klar til Dansk Mølledag den 16. juni
I maj måned har medlemmerne af Havnø Møllelaug haft travlt med at klargøre Havnø Mølle efter vinteren. Alle kiler er blevet banket, lejerne smurt og sejlene sat, før møllen igen kan sættes i gang.
Møllen har også haft besøg af møllebygger Michael Jensen og to svende, der har restaureret den gamle melkværn. Restaureringen, der er betalt af Sparekassen Danmarks fond, sikrer, at alt er klar inden Dansk Mølledag den 16. juni.
Dansk Mølledag: En fest for alle
Mølledagen er en fest for alle aldersklasser, hvor vi landet over fejrer de gamle vand- og vindmøller. Det er en unik mulighed for at komme indenfor i en historisk mølle og beundre den fantastiske mekanik. Der er også god mulighed for at hygge sig sammen i kaffeteltet, hvor der kan købes drikkevarer og hjemmebagt kage. Udenfor kan børnene prøve at male mel på håndkværn og bage pandekager over bål af det mel, de selv har lavet. Det smukke landskab på Havnø indbyder også til skønne spadsereture til fjorden eller i skoven.
Aktiviteter og underholdning
Store og små får mulighed for at køre en tur i hestevogn i de smukke omgivelser omkring møllen, og om eftermiddagen sørger Rebild Spillemændene for at slå den rette tone an. De har nu i mange år underholdt gæsterne på møllebakken. Havnø Mølles Venner håber, at rigtig mange vil finde vej til Havnø Mølle den 16. juni mellem kl. 10 og 16 en festdag for store og små.
Møllen mangler frivillige
Alle aktiviteter ved Havnø Mølle gennemføres af frivillige. Nogle står for vedligeholdelse af møllen eller slår græs, andre viser rundt og hjælper til med kaffebrygning eller at hjælpe børnene med at male mel og bage pandekager ved arrangementer. De frivillige har et godt sammenhold og hygger sig, når de er sammen. Har du lyst til at være med, så kig ud til os den 16. juni, eller kontakt møllelaugets oldermand Lise Andersen på 2388 8854.
Praktiske oplysninger
Tid og sted: Søndag den 16. juni kl. 10-16. Havnø Mølle, Havnøvej 40, 9560 Hadsund.
Besøg Havnø Mølle
Havnø Mølles Venner, der ejer den gamle fredede vindmølle, sætter en ære i, at området ved møllen er tilgængeligt for både fastboende og turister. Fra den 16. juni og frem til udgangen af august måned er møllen åben for besøg hver onsdag kl. 10-16. Foreningen henstiller, at man ikke flytter borde- og bænkesæt om foran møllen på grund af faren for, at vingerne rammer dem, men ellers er man meget velkommen til at bruge området, bare man rydder op efter sig.