Hadsund og omegn
HB Petanque hejste flaget til en ny sæson
Lørdag den 23. marts blev der holdt standerhejsning hos HB Petanque. Her blev der budt velkommen til en ny sæson. Flaget blev hejst af intet mindre end HB Petanques to æresmedlemmer Peter Kristiansen og Eigil Christensen.
Efter flaget var røget til tops, bød formand Iwan Nørholm velkommen. Det gjorde han med en tale der både sagde velkommen til sæson 2024 og også indeholdt ønsker om et år fyldt med godt spil, gode turneringer og masser af hyggeligt socialt samvær. Der blev også plads til en klar opfordring om, at alle prøver at få lidt flere medlemmer med i klubben – der er jo altid plads til flere spillere.
Efter velkomsttalen blev det tid til at spille lidt af det, det hele jo handler om – petanque. Efter strabadserne på banen blev der serveret dejlig varm suppe.
Skulle du være blevet nysgerrige på petanquespillet, spiller HB Petanque hver mandag og tirsdag formiddag samt onsdag og lørdag eftermiddag på banerne ved BH’s klubhus Stadionvej, Hadsund.
Interesserede er mere end velkomne til at kontakte formand Iwan Nørholm på telefon 61869183.