Biler og motor

Helårsdæk hitter: Men nogle kan være direkte farlige i vintervejr

Helårsdæk lyder som den perfekte løsning for travle bilister – ét sæt dæk hele året. Men en ny stor test viser, at forskellene er markante. Nogle dæk imponerer, mens andre er direkte uegnede og kan blive livsfarlige på vinterveje.

Helårsdæk hitter: Men nogle kan være direkte farlige i vintervejr
Helårsdæk bliver testet på samme måde som sommer- og vinterdæk – også på sneglatte veje. Her viser det sig ofte, at de ikke kan leve op til kravene (foto: FDM/ADAC)
Rikke Lund
Af Rikke Lund 24. juni 2025

Nye helårsdæk er blevet bedre – men ikke alle kan klare dansk vinter

Mange bilister fristes af helårsdæk – og det er der gode grunde til. Mildere vintre, færre dækskift og risiko for bøder, hvis man kører på sommerdæk om vinteren, har gjort dæktype populær. Oven i det er helårsdæk officielt godkendt som vinterdæk og dermed lovlige at køre med året rundt.

Tidligere har helårsdæk dog haft et blakket ry. De blev ofte opfattet som middelmådige – hverken gode i sommervarmen eller på glatte vinterveje. Men det billede er ved at ændre sig.

En ny test fra FDM og europæiske bilklubber viser, at enkelte dækproducenter nu har knækket koden. Testen omfattede 16 dæk i størrelsen 225/45 R17, der blandt andet passer til biler som VW GolfSkoda Octavia og Peugeot 308.

Resultaterne afslører, at fem dæk klarer sig rigtig godt – både sommer og vinter. Syv dæk er middelmådige, mens fire dæk er så dårlige, at de ikke bør bruges under danske forhold.

Disse dæk skal du gå udenom

Testens fire ringeste dæk er alle fra kinesiske producenter og dumper markant i både vejgreb og bæredygtighed. De udviser ringe bremseevne og svigter på våde og glatte veje – og dermed også sikkerheden.

En konkret måling viser det tydeligt: På våd vej skulle testens bedste dæk bruge 31,1 meter på at bremse helt ned fra 80 km/t. Det dårligste brugte hele 42,6 meter. I praksis betyder det, at bilen med det dårligste dæk stadig kørte næsten 41 km/t, da den bedste allerede stod stille.

Med andre ord: Det rigtige dæk kan være forskellen på et stop og en ulykke.

Er helårsdæk noget for dig?

Selvom de bedste helårsdæk er blevet langt bedre end tidligere, bør man ikke se dem som en fuldgyldig erstatning for rigtige vinter- og sommerdæk.

De kan være en god og praktisk løsning for dem, der primært kører i byer og kan lade bilen stå, når sneen for alvor vælter ned. Men hvis man bor i områder uden snerydning, eller hvis man ofte skal køre tidligt, før der er saltet, er helårsdæk ikke anbefalelsesværdige.

FDM anbefaler at fravælge helårsdæk, hvis man:

  • kører året rundt uanset vejr
  • ofte kører før snerydning og saltning
  • bor i områder uden snerydning
  • ikke har mulighed for at lade bilen stå ved snefald
  • skal på vinterferie i udlandet
  • prioriterer præcise styreegenskaber i sommerhalvåret

Biler og motor

Se flere artikler