.
Af Helena Dylmer, KLINIKKEN Hadsund Helse
Hej Helena
Jeg har brugt meget kanel i min madlavning og på min morgenmad gennem mange år, men det skulle jo ikke være så sundt, hvad er din kommentar til det?
Hilsen fra Susanne
Hej Susanne
Bliv du ved med at bruge kanel, bare du vælger den rigtige kanel fra Sri Lanka, kanel har mange gode egenskaber.
Fødevarestyrelsen skriver bl.a. på deres hjemmeside, at Kanel indeholder kumarin, der er et naturligt aromastof, men samtidig et giftstof, der er skadeligt for leveren. Der skelnes primært mellem to typer kanel: kassiakanel og ægte kanel. Kumarinindholdet i kassiakanel er langt højere end i ægte kanel (også kaldet Ceylon-kanel), der kun indeholder meget lidt kumarin. Derfor bør kassiakanel indtages i begrænsede mængder. Ægte kanel fremstilles fra Cinnamomum verum. Kassiakanel er en fælles betegnelse for kanel fremstillet fra arterne C. cassia, C. loureiroi, og C. burmannii. Kassiakanel er den mest almindelige kanel i Danmark og benyttes industrielt til fremstilling af bl.a. bagerivarer, deserter, morgenmadsprodukter og te.
Moderat indtagelse af Kassiakanel anses ikke som sundhedsskadeligt, men hvis kassiakanel er en del af den faste hverdagskost, vil det være en god ide at gå over til Ceylonkanelen også kaldet Sri Lanka kanel for derved at undgå leverskader.
Begge typer kanel fremstilles af barken fra tropiske træer der tilhører laurbærfamilien. Hvert andet år skøres træerne ned til grunden og så piller man barken af og tørrer den og det er ved tørringen at den ruller sig sammen. Vi kender alle den sammenrullede cigarlignende kanel. Kassiakanel er mere grov og mørkere i farven end Sri Lanka kanel som oftest består af flere lag bark indeni hinanden.
Mill & Mortar har en ægte kanel fra Sri Lanka (Cinnamomum Zeylanicum), der har en sød, varm smag og en meget delikat aroma. Al ægte kanel er håndskåret i modsætning til Kassiakanel som forarbejdes maskinelt. Det er let at kende Sri Lankas kanel fra den maskinskårne kassiakanel ved at se på enderne. Sri Lanka kanelen ligner en tætrullet cigar som kan smuldres mellem fingrene.
I Sri Lanka er kanelskæring et meget anerkendt håndværk, som ofte går i arv i familien.
Sund-Forskning.dk fortæller bl.a., at Kanel kan modvirke madforgiftning. Forskere ved Kansas State University har opdaget, at kanel dræber Coli-bakterier. Forskerne tilsatte ca. en million colibakterier til æblesaft samt en teskefuld kanel. Herefter fik kulturen lov at stå i tre dage. Da saften blev undersøgt opdagede forskerne, at 99,5 procent af colibakterierne var døde.
Kanelolie har vist svampehæmmende, antivirale, bakterie- og larvedræbende egenskaber.
I de senere år er kanel især blevet kendt for dets blodsukker-regulerende egenskaber. Forskning tyder på, at kanel muligvis vil kunne benyttes mod insulinresistens og type II (ikke-insulinkrævende) sukkersyge.
I en ikke offentliggjort undersøgelse fandt forskerne, at kanel-snifning resulterede i en forbedret hukommelse. Deltagerne klarede huskeopgaver bedst efter at have snuset til kanel i forhold til andre eller ingen dufte. Noget længere væk fra den videnskabelige evidens præsenteres den oplysning, at kanel også er et naturligt afrodisiakum, altså at krydderiet kan benyttes til at fremme den mandlige erektion. Det forlyder endvidere, at dronningen af Saba benyttede kanel til at forføre kong Salomon.
Kærlig sensommerhilsen fra Helena