Mariagerfjord og omegn
Helle fik nyt job trods skånehensyn
.Helle Frederiksen fra Arden er et bevis på, at det er muligt at få job på ordinære vilkår, selvom man har nedsat arbejdsevne. Et veltilrettelagt revalideringsforløb med en klar plan for fremtiden gjorde udslaget. I dag er Helle Frederiksen fastansat hos Sintex i Hobro, selvom hun har en dårlig skulder Revalidering virkerHelle Frederiksen havde tidligere […]
.
Helle Frederiksen fra Arden er et bevis på, at det er muligt at få job på ordinære vilkår, selvom man har nedsat arbejdsevne.
Et veltilrettelagt revalideringsforløb med en klar plan for fremtiden gjorde udslaget. I dag er Helle Frederiksen fastansat hos Sintex i Hobro, selvom hun har en dårlig skulder
Revalidering virker
Helle Frederiksen havde tidligere et godt job, men efter en skulderoperation blev hun sygemeldt. Hun kunne ikke vende tilbage til jobbet og de eksisterende arbejdsopgaver, men hun havde fortsat et stort ønske om at vende tilbage til arbejdsmarkedet.
– Jeg følte ikke, at jeg var brugt op på arbejdsmarkedet, og takket være revalideringen har jeg i dag et passende job på en arbejdsplads med stor forståelse for min situation og med nogle arbejdsfunktioner, der ikke belaster min frosne skulder, fortæller Helle Frederiksen.
Praktik førte til fastansættelse
Helle Frederiksen var først tilknyttet Sintex i en virksomhedspraktik i seks måneder. Da det stod klart, at hun kunne betjene sine arbejdsopgaver uden implikationer for skulderen, var vejen banet for en fastansættelse på helt almindelig vis.
– Vi er glade for, at have Helle på vores arbejdsplads. Hun passer de ting ved produktionen, som hun skal, og hun indgår i dagligdagen på lige fod med vores øvrige medarbejdere. Jeg er også glad for, at vi kan tydeliggøre rummeligheden på arbejdsmarkedet i praksis, for en dårlig arm behøver jo ikke at være ensbetydende med, at alle andre typer af arbejdsopgaver også er udelukket, supplerer Per Rytter fra Sintex.
Konstruktivt samarbejde
I jobcentret glæder man sig over hele forløbet, for i sidste ende handler beskæftigelsesindsatsen om at matche arbejdsgivers behov med den lediges kompetencer.
– Der er masser af eksempler på, at en person med skånehensyn kan bestride et helt almindeligt job. Helles historie er på den måde ikke unik, men jeg vil alligevel gerne fremhæve det konstruktive samarbejde mellem Jobcenter Mariagerfjord, 3F og Sintex. Det er nu engang nødvendigt, at alle parter rykker sammen og går ind for en fælles plan, slutter fastholdelseskonsulent, Torben Koldborg fra Jobcenter Mariagerfjord.
Baggrund
Revalidering er en mulighed, hvis man har nedsat arbejdsevne af fysiske, psykiske eller sociale årsager. Revalidering skaber mulighed for, at man kan blive på sin arbejdsplads eller komme videre i et job, der passer til den enkeltes behov.