Kultur

Henrik Ravn Mortensen fra Spar Nord i Hobro: Ambufesten er en del af vores identitet

Henrik Ravn Mortensen, der har arbejdet i Spar Nord i Hobro i 40 år, fortæller med stor begejstring om bankens mangeårige tilknytning til Ambufesten.

Søren Greve
Af Søren Greve 11. august 2025

Spar Nord har været hovedpartner for Ambufesten i over 100 år – faktisk lige så længe, som festen har eksisteret. For Henrik og resten af banken er støtten til byfesten ikke bare en sponsoropgave, men en naturlig forlængelse af bankens lokale forankring og engagement.

“Det har altid været lidt en uskreven regel, at når man blev ansat her i banken, så skulle man også tage en frivillig tørn ved Ambufesten,” siger Henrik med et smil. Det frivillige engagement giver nemlig meget igen – både fagligt og personligt. For medarbejderne handler det ikke kun om at repræsentere banken, men om at være en aktiv del af lokalsamfundet.

Hele Hobros bank

Som Henrik understreger, kan man ikke kalde sig en lokal bank, hvis man ikke også er lokal i sin tilgang og sine handlinger. Mange af Spar Nords ansatte er derfor involveret i lokale foreninger og initiativer der, hvor de bor, og Ambufesten er et naturligt samlingspunkt. Med omkring 600 frivillige fra foreninger i hele Mariagerfjord Kommune er festen både en stor begivenhed og en vigtig økonomisk støtte til det lokale foreningsliv.

Henrik selv har været involveret i Ambufesten i over 30 år og har siddet i bestyrelsen i mere end 20. Han har fulgt med i udviklingen fra en traditionel, mindre byfest til den store folkefest, Ambufesten er i dag – med to store koncerter torsdag, fredag og 2 store festdage lørdag, søndag, hvor den står på traditionel folkefest.

“Det er fantastisk at se, hvordan Ambufesten har udviklet sig. Det er blevet en byfest med plads til alle, og det synes jeg passer rigtig godt med Spar Nords værdier – vi er jo også for alle mennesker,” siger han. For Henrik handler det ikke bare om tradition eller branding men om ægte lokal forankring og fællesskab. Ambufesten er, ifølge ham, et levende bevis på, hvad man kan skabe sammen, når erhvervsliv, foreninger og frivillige arbejder hånd i hånd.