.
KAMPREFERAT AF DANIEL LINDEMANN JAKOBSEN
Søndag middag dannede DS Arena rammerne om et intenst opgør i bunden af Superligaen, da Hobro IK tog imod Vejle Boldklub.
Der var god tænding fra start fra begge mandskaber, og det resulterede da også i kampens første advarsel allerede efter fem minutters spil.
Gæsterne fra Vejle var mest på bolden i første halvleg, men kæmpede gevaldigt med at spille sig frem til de store chancer. I de afgørende situationer fik Hobro-defensiven afværget gang på gang.
Mens Hobro-defensiven stod solidt på banen, så var der ikke den store succes med de offensive aktioner. Det var først efter en halv time, at mandskabet fra Mariagerfjord for alvor begyndte at true gæsterne, og ofte var det med Emmanuel Sabbi i hovedrollen. Den lynhurtige amerikaner kom i to omgange til baglinjen i venstre side, men fik derefter sendt to dårlige indlæg afsted.
Fem minutter før pausefløjt var amerikaneren igen på spil på kanten af feltet, hvor han fik afleveret til Mikkel Mejlstrup Pedersen, der med en perfekt timet aflevering fik sendt en fremstormende Mathias Haarup i dybden. Den unge venstreback tog et enkelt træk, hvorefter han flot placerede læderet oppe i det fjerneste målhjørne.
Scoringen var Mathias Haarups første i Hobro-trøjen, og takket være denne kunne Allan Kuhns mandskab gå til pause foran 1-0.
Hobro overlevede Vejle-bombardement
De rødklædte gæster pressede på fra anden halvlegs start, og allerede i første minut efter pause fik Imed Louati sendt en afslutning mod mål, som Jesper Rask måtte ned i fuld længde for at puffe væk.
Gæsterne jagtede intenst det udlignende mål og var derfor naturligt nok mest på bolden gennem anden halvleg, mens Hobro-spillerne lurede på omstillinger. De omstillinger kom der dog kun ganske få af, og i stedet kunne Vejle Boldklub presse på og til tider bombardere Hobro-feltet med indlæg.
Selvom det til tider brændte alvorligt på foran eget mål, så forsvarede Hobro-spillerne heroisk indtil det sidste, og da Vejle-spillerne ikke formåede at passere Jesper Rask i målet, så kunne Hobro-lejren juble over tre vigtige point og sæsonens første clean sheet.
På fredag spiller Hobro IK næste kamp i Superligaen, hvor OB venter på udebane.
Kampfakta:
Hobro IK 1-0 Vejle Boldklub (1-0)
Mål:
Hobro IK 1-0 Vejle Boldklub, Mathias Haarup (39. min.)
Hobro-opstilling:
Jesper Rask
Jesper Bøge Frans Putros Rasmus Minor Mathias Haarup
Martin Mikkelsen Vito Hammershøy-Mistrati Jonas Brix-Damborg (C) Mikkel Mejlstrup Pedersen
Julian Kristoffersen Emmanuel Sabbi
Udskiftninger:
Ud: Julian Kristoffersen – Ind: Sebastian Grønning (72. min.)
Ud: Mikkel M.P. – Ind: Mathies Skjellerup (78. min.)
Ud: Emmanuel Sabbi – Ind: Nicholas Gotfredsen (83. min.)
Ubenyttede spillere:
Adrian Kappenberger, Alexander Baun, Djiby Fall, Quincy Antipas.
Advarsler:
Mads Lauritsen, Vejle Boldklub (5. min.)
Rasmus Lauritsen, Vejle Boldklub (80. min.)
Tobias Mølgaard, Vejle Boldklub (89. min.)
Tilskuertal:
1.636
Dommer:
Michael Tykgaard