Hjælp med at forme et nyt museum

31. august 2019

.Af Helle Schiønning På havnen i Hobro ligger et fint gammelt gult pakhus, der i dag danner rammen om Lystfartøjsmuseet. Det er en del af Nordjyllands Historiske Museum, som nu vil tiltrække endnu flere gæster til kulturmiljøet på havnen. Det skal ske ved at føje flere emner til museets fortællinger og modernisere formidlingen af dem. Den…

.
Af Helle Schiønning
 
På havnen i Hobro ligger et fint gammelt gult pakhus, der i dag danner rammen om Lystfartøjsmuseet. Det er en del af Nordjyllands Historiske Museum, som nu vil tiltrække endnu flere gæster til kulturmiljøet på havnen. Det skal ske ved at føje flere emner til museets fortællinger og modernisere formidlingen af dem. Den opgave vil museet gerne have publikums hjælp til.

Det er planen, at det fremover ikke kun er lystsejlads, men blandt andet fritidslivet omkring fjorden i bred forstand, man skal opleve på museet. Men én ting er, hvad museet gerne vil fortælle. Noget andet er, hvad publikum vil have. Derfor inviterer Nordjyllands Historiske Museum nu borgerne i Hobro og omegn til at komme med deres input.

Vi ved, at der findes masser af gode fortællinger om livet i, på og omkring Mariager Fjord ikke kun fra Hobro, hvor Lystfartøjsmuseet ligger, men også fra alle de andre områder, der støder op til fjorden – eksempelvis Hadsund og Mariager. De fortællinger vil vi gerne arbejde med i et nyt fjordmuseum, siger Lars Christian Nørbach, der er museumsdirektør for Nordjyllands Historiske Museum, som Lystfartøjsmuseet er en del af.

Han understreger, at alt endnu er på tegnebrættet, og at realiseringen af et nyt fjordmuseum tidligst vil ske om fem år, men det er vigtigt for museet at inddrage publikum og herunder også de lokale borgere så tidligt som muligt i processen.

Sådan deltager man
Helt konkret vil museet gerne interviewe en række personer i løbet af de tre første uger i september. Det kan enten ske i folks eget hjem eller på Lystfartøjsmuseet på Hobro havn. Et interview vil cirka vare 45 minutter til en time og vil som udgangspunkt foregå i dagtimerne eller sidst på eftermiddagen.

Først vil vi kort præsentere de temaer, vi lige nu arbejder med, samt fortælle om, hvordan vi vil formidle dem. Ud fra det kommer der så forhåbentlig en god snak om, hvorvidt vi er på vej i den rigtige retning eller ej, forklarer museumsinspektør Lykke Olsen, som sammen med museumsformidler Klaus Højbjerg står for at indsamle brugernes input. Har man lyst til at deltage, kan man kontakte Lykke Olsen på telefon 31 99 41 71 eller mail lykke.olsen@aalborg.dk.

Lystfartøjsmuseets fremtid
Lars Christian Nørbach understreger, at der på ingen måde er tale om at nedlægge Lystfartøjsmuseet, men tværtimod skal en omlægning af museets indhold ses som en opprioritering af pakhuset på havnen i Hobro.

Lystfartøjer vil stadig være en central del af fortællingen på museet. Men en udvidelse af de emner, vi formidler, spiller sammen med værftet og de øvrige aktører på havnen og på den måde vil et nyt fjordmuseum være med til at tiltrække mange flere turister til området, fastslår Lars Nørbach.

Baggrunden for, at man overhovedet begynder at se på en opdatering af indholdet i det gule pakhus på havnen, er blandt andet stagnerende besøgstal samt en kvalitetsvurdering fra Slots- og Kulturstyrelsen.

Som statsanerkendt museum refererer vi til Slots- og Kulturstyrelsen, og de foretager med jævne mellemrum kvalitetsvurderinger af de museer, der får statsstøtte. I den seneste vurdering af Nordjyllands Historiske Museum har styrelsen blandt andet peget på, at vi har for mange museer spredt over for mange emner, og at vi derfor med fordel kan samle tingene lidt. Det er naturligvis lettere sagt end gjort og kræver en del analysearbejde, før man kan komme med endelige bud på, hvordan det skal gøres, forklarer Lars Nørbach og tilføjer:

Jeg er glad for, at Mariagerfjord Kommune på baggrund af styrelsens vurdering har valgt at sætte sig i spidsen for det analysearbejde, siger Lars Nørbach og forklarer, at det blandt andet indebærer møder med museumsforeningerne på en række af museets udstillingssteder et arbejde, der lige nu pågår.

Det er konstruktive og gode dialoger hele vejen rundt, ikke mindst med Støtteforeningen for Lystfartøjsmuseet i Hobro, så det er en meget spændende proces fastslår han.

Jørgen Pontoppidan, der er medlem af Udvalget for Kultur og Fritid i Mariagerfjord Kommune og næstformand i bestyrelsen for Nordjyllands Historiske Museum er enig og ser positivt på planerne for et kommende fjordmuseum:

Vi er i løbende dialog med Nordjyllands Historiske Museum om driften af museerne i Mariagerfjord Kommune. Planerne om at opdatere udstillingerne på Lystfartøjsmuseet med temaer, der tager udgangspunkt i fjorden, er virkelig interessante.
Fjorden er på mange måder et stort aktiv for området, og i Mariagerfjord Kommune arbejder vi i forvejen strategisk med fjorden i vores turismestrategi, så på den måde hænger museets planer fint sammen med kommunens kommende satsninger, siger Jørgen Pontoppidan.

I forlængelse af den planlagte brugerinddragelse de kommende uger opretter Nordjyllands Historiske Museum et forum på sin hjemmeside, nordmus.dk, hvor man løbende kan følge med i arbejdet med det nye fjordmuseum.

Foto:
Nordjyllands Historiske Museum har planer om at opgradere indholdet på Lystfartøjsmuseet i Hobro, og det vil man gerne have publikums hjælp til. Museet efterlyser derfor borgere i Mariagerfjord Kommune, som vil deltage i interviews og give deres mening til kende om de nye planer.
(Fotos: Nordjyllands Historiske Museum)