AF Klaus Hansen
Danskerne er vilde med at cykle, skate og lave tricks på løbehjul, og cykling som motionsform er en voksende trend. Derfor bygger Hobro nu en kæmpe cykelpark, hvor både nybegyndere, letøvede og øvede kan mødes om alt på hjul. Lokale og Anlægsfonden støtter projektet med 8,5 mio. kr.
Alt på hjul er navnet på Danmarks første bud på en aktivitetspark, hvor folk på løbehjul, skateboards, landevejs-, bane og crosscykler, BMXere og mountainbikes kan mødes på tværs af discipliner og pudse teknikken af.
Skate og løbehjul er populært, og cykelsport er identificeret som en ægte trend i den seneste undersøgelse af danskernes motions- og sportsvaner. I kortlægningen af danskernes friluftsliv kan man se, at cykling placerer sig i top fem, og at 35 pct. af danskerne cykler ture én eller flere gange ugentligt.
Den nationale interesse for især cykling gør de nu alvor af i Hobros hurtigst voksende bydel Hørby Skoleby, hvor flere cykelklubber holder til. Mange tilflyttere gør, at behovet for faciliteter er stort, og aktivitetsparken skal give både skoler, klubber og selvorganiserede i området mulighed for at være aktive.
Oliver Vanges, udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden siger om projektet:
Cykling har gennem mange år udviklet sig til at være mere end bare transport og landevejscykling, men majoriteten af de etablerede cykelprojekter er ofte kun for MTB og BMX og henvender sig typisk til de mere etablerede brugere. Der er ikke tradition for at mødes i en facilitet og slet ikke på tværs af cykeldiscipliner det vil vi gerne udfordre med et sted, der skal være alle cykelentusiasternes mødested, hvor man kan lege, prøve af og blive klogere på hele paletten af aktiviteter på hjul.
Hans Olsen, formand for Rosendal Idrætsforum
Vi er utrolig glade for tilsagnet om støtte fra Lokale og Anlægsfonden. Udviklingen er sket i et stærkt lokalt samarbejde med foreninger, skole og Mariagerfjord Kommune med virkelig god sparring fra Lokale og Anlægsfonden. Vi er sikre på, at projektet bliver et kæmpe aktiv for vores område. Visionen om at skabe et unikt samlingssted for fællesskaber på tværs af aktiviteter, aldersgrupper og niveauer har vi ramt med vores projekt, og vi kan næsten ikke vente til, at projektet bliver til virkelighed.
Faciliteten kobler møde- og aktivitetssted og bliver bygget i to planer med foreningslokale, virtuelle træningselementer, værksted og et frit tilgængeligt opholdsrum med udsigt til hele aktivitetsparken
En asfaltbelagt pumptrackbane og et skateområde gør det attraktiv for alle aktiviteter på hjul, og en velodrom til landevejs- og banecykler giver mulighed for at træne og lege cykelløb. En nærliggende plantage gør, at nysgerrige udøvere kan fortsætte cykelturen ud i det fri efter træning på MTB-teknikbanen.
Parken er oplyst, så man kan bruge den hele året rundt.
Cykelparken sænker barrieren for at være med
Med alt fra børnenes løbecykler til banecykler kan selv de yngste af områdets beboere være med, og for den lokale skole bliver parken en del af deres udvidede skolegård, som kan bruge udendørs overdækkede pavilloner i dagtimerne til undervisning. Det skal være det primære mødested for de organiserede klubbers træning og events.
Cykelfaciliteten bygger på viden fra Lokale og Anlægsfondens idékatalog Cykelhuset.
Projektet arbejder videre med at finde den sidste del af finansieringen, før de er klar til at gå i jorden.