Hobro og omegn
Hobro Friskole laver ny børnehave i Hobro
Hobro Friskole laver ny børnehave i Hobro.
Hobro Friskole har netop købt naboejendommen og vil etablere en fribørnehave i huset. Friskolen i Hobro blev grundlagt i 1988 og har i dag ca 100 børn. Den nye børnehave vil fra start have 30 pladser og være klar til åbning til sommer.
Den nye Fribørnehave bliver placeret under Hobro Friskole og dennes skoleleder.
Ny skoleleder tiltræder 1. februar
Det er ikke bare nyheden om at Hobro Friskole åbner fribørnehave i Hobro, der kan fortælles om her ved indgangen til 2021. Per Ølholm er ansat som ny skoleleder på friskolen i Hobro og vil tiltræde 1. februar.
– Jeg glæder mig helt vildt, udbryder Per Ølholm, da fjordavisen.nu spurgte ham om han ser frem til at skifte jobbet ud som redaktør på magasinet Friskolen med jobbet som skoleleder på Hobro Friskole.
– Tænk at jeg får mulighed for at blive skoleleder på en friskole og samtidig skal være med til at udvikle Hobro Friskole med en ny børnehave, fortæller Per Ølholm og fortsætter, den nye fribørnehave får naturligvis samme værdigrundlag. Hobro Friskole bygger på Grundtvigs og Kolds tanker om skole og menneskeliv. Vi er sammen med forældrene tæt på børnene hverdag og stiller krav om nærvær mellem forældre og friskole og fra sommer også mellem forældre og fribørnehave, slutter Per Ølholm og slår fast – nøj hvor jeg glæder mig til at komme i gang på Hobro Friskole.
Hobro Friskole har netop købt den store 340 kvm store ejendom, der ligger nabo til deres have/legeplads. Nu skal hus og udeareal tilpasses, så det står klar til åbning til sommer.
Er du interesseret i at høre mere om den nye fribørnehave i Hobro, kan du se mere på Hobro Friskolens hjemmeside – Klik her.
Per Ølholm er 48 år gammel og bor i Overlund ved Viborg sammen med sin kone Tinna og deres 3 børn.