Hobro IK forlænger med førstemålmand

3. maj 2014

.Pressemeddelelse: Målmand Jesper Rask blev kåret som kampens spiller for Hobro IK, da AC Horsens blev besejret med 2-0. Før kampen havde den 25-årige målmand sat sin signatur på en ny aftale, der løber frem til juni måned 2016. Førstemålmand hos Hobro IK har siden efteråret 2010 været Jesper Rask, der kom til de gulblusede…

.
Pressemeddelelse:

Målmand Jesper Rask blev kåret som kampens spiller for Hobro IK, da AC Horsens blev besejret med 2-0. Før kampen havde den 25-årige målmand sat sin signatur på en ny aftale, der løber frem til juni måned 2016.
Førstemålmand hos Hobro IK har siden efteråret 2010 været Jesper Rask, der kom til de gulblusede fra Østerskoven direkte fra AGF efter kontraktudløb. Hos AGF havde Jesper Rask været tredjemålmand efter Steffen Rasmussen og Morten Hyldgaard.
I Hobro har den 196 centimer høje målmand udviklet sig med stormskridt, og i denne uge kunne han sætte sin underskrift på en aftale, der sikrer Jesper Rask yderligere to år i Hobro IK. Den øjeblikkelige form og det høje niveau blev understreget af, at Jesper Rask efter 2-0 sejren over AC Horsens blev kåret som kampens spiller for hjemmeholdet.
Jesper Rask er en målmand, der har udviklet sig med kolossale skridt. Jesper var tredjemålmand i AGF, da vi fik ham. Han er et godt eksempel på, at man i et trygt træningsmiljø kan udvikle sig bedst. Det kræver tillid og ro, og så udvikler man sig også mest ved at spille, så man oplever at have et ansvar i kampene, siger sportschef Jens Hammer Sørensen i en kommentar til forlængelsen.
Hovedpersonen selv har sine fodboldstøvler i størrelse 49 solidt plantet i den jyske muld og udover fodbolden har Jesper Rask en daglig beskæftigelse som erhvervstrainee i den lokale afdeling af Spar Nord Bank.
Jeg har været rigtig glad for at være med til at flytte klubben hen til en position, hvor vi har mulighed for at spille med om oprykningen til Superligaen. Det er rigtig stort, og det vil være en drøm, der går i opfyldelse, hvis det lykkes at rykke op i Superligaen, siger Jesper Rask.
Indtil videre har Jesper Rask stået mellem stængerne i 109 førsteholdskampe for Hobro IK. Hos AGF blev det blot til en førsteholdskamp. Det var i oktober 1988, hvor han blev skiftet ind 10 minutter før tid i en pokalkamp mod OB, da førstemålmand Steffen Rasmussen var ude med en håndskade, men reservemålmanden Morten Hyldgaard måtte udgå med en skade i låret.
Vores målmandstræner er meget begejstret for Jesper Rask og hans seriøse indstilling, og vi vurderer, at der er muligheder for, at han kan udvikle sig endnu mere i de kommende år, understreger sportschefen.