Nyheder
Hobro IK forlænger med Holvad
AF Daniel Lindemann Jakobsen I sidste uge blev det meldt ud, at man ikke kunne blive enig med Anders Holvad om en ny kontrakt, hvorfor han ville forlade klubben ved kontraktudløb. Nu er parterne alligevel blevet enig om en ny aftale, hvorfor Anders Holvad også kommer til at repræsentere Hobro IK i den kommende sæson. […]
AF Daniel Lindemann Jakobsen
I sidste uge blev det meldt ud, at man ikke kunne blive enig med Anders Holvad om en ny kontrakt, hvorfor han ville forlade klubben ved kontraktudløb. Nu er parterne alligevel blevet enig om en ny aftale, hvorfor Anders Holvad også kommer til at repræsentere Hobro IK i den kommende sæson.
Tidligere meldte sportschef Jens Hammer Sørensen, at det ikke lykkedes at lave en ny aftale med Anders Holvad, hvis kontrakt udløb den 30. juni. Siden er forhandlingerne dog blevet genoptaget, og det er nu lykkedes at blive enig med Anders Holvad om en aftale gældende for den kommende sæson. Jens Hammer Sørensen er yderst tilfreds med, at det alligevel lykkedes at forlænge aftalen med den 26-årige angriber.
Vi har hele tiden gjort det klart for Anders, at vi gerne vil beholde ham. Han er en rigtig dygtig spiller, der altid arbejder stenhårdt, og som også bidrager med godt humør uden for banen. Det er jo nogle værdier vi rigtig godt kan lide her i klubben. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi alligevel kunne få enderne til at mødes, så Anders også spiller i Hobro IK fremover, siger sportschef Jens Hammer Sørensen.
Med kontraktforlængelsen kommer Anders Holvad til at gå fra en deltidskontrakt til en fuldtidskontrakt. Sportschef Jens Hammer Sørensen er sikker på, at dette kan være med til at udvikle angriberens niveau yderligere.
Både Ove og jeg synes jo, at Anders har set rigtig spændende ud i de kampe han har fået i foråret. Vi tog Anders ind på en deltidskontrakt i vinters, og nu får han så chancen som fuldtidsprofessionel. Vi tror alle på, at Ove kan udvikle Anders til at være en spiller med Superliga-niveau, og med den nye fuldtidsaftale får Anders de bedste forudsætninger for at lægge yderligere til sit spil, tilføjer sportschefen om kontraktforlængelsen.
Den tidligere Brabrand-angriber skrev kontrakt med Hobro IK i februar måned og blev noteret for 11 kampe for Hobro IK i foråret. Nu ser angriberen frem til at få endnu flere kampe i Hobro-trøjen.
Jeg har hele tiden haft et ønske om at fortsætte her i Hobro, så jeg er utrolig glad for, at vi nu har fået en aftale på plads. Nu ser jeg frem til den kommende sæson, hvor jeg håber, at jeg kan blive fast mand på holdet. Det er min personlige målsætning at få flere kampe fra start, og dermed få mere spilletid end jeg gjorde i foråret, fortæller Anders Holvad.
Anders Holvad var at finde i startopstillingen i seks af Hobro IKs 15 kampe i forårssæsonen. Angriberen har indtil videre scoret et enkelt mål i Hobro-trøjen, hvilket blev sat ind i hjemmekampen mod Esbjerg fB den 23. april. Den kamp endte i øvrigt 2-2, efter at Anders Holvad udlignede i kampens overtid.
.