Hobro og omegn

Hobro IK lejer Richmond Gyamfi i AGF

Hobro IK er blevet enige med AGF om en lejeaftale af angriberen Richmond Gyamfi gældende for resten af indeværende sæson.

Hobro IK lejer Richmond Gyamfi i AGF
Kreditering: Fotograf Dannie Rosenkrantz
15. januar 2025
Af Benedikte Jensen

Det bliver til et gensyn med publikumsdarlingen Richmond Gyamfi, da Hobro IK og 3F Superligamandskabet AGF er blevet enige om en lejeaftale af angriberen. Richmond Gyamfi drog i sommers til AGF, da Hobro IK solgte den dygtige angriber i et salg, der til dato er klubbens største salg. Nu vender Richmond Gyamfi så tilbage til Hobro IK for en stund og skal bidrage til jagten på top 6 i denne sæson.

Teknisk chef Lars Justesen sætter ord på gensynet med Richmond Gyamfi:

– Vi glæder os til at se Richmond brillere på DS Arena igen, om end det er for en kort stund. Vi er normalt ikke de største tilhængere af at leje spillere, men Richmond er en helt unik case for os, og når en mulighed som denne opstår, kortsigtet eller ej, så griber vi den naturligvis. Jeg tror ikke, at der er nogen i NordicBet Ligaen eller Hobro IK, der betvivler Richmonds talent, og en spiller af den kaliber, der samtidig har hjerte for Hobro IK, hilser vi altid velkommen.

– Vi har haft mange gode møder med AGF, hvor der har været drøftet, hvad den bedste kortsigtede plan er for Richmond, og vi blev hurtigt enige om, at det var spilminutter, der var vigtigt. Vi håber, at vi kan være med til at forløse det enorme potentiale, som Richmond besidder, så han fra sommer er klar til at brænde 3F Superligaen af for AGF.

20-årige Richmond Gyamfi glæder sig til igen at repræsentere Hobro IK:

– Jeg skylder Hobro IK rigtig meget, og jeg er glad for, at jeg igen skal repræsentere denne klub. En klub, som jeg på kort tid fik et stort hjerte for og et sted, hvor jeg føler mig tryg og hjemme. Vi har haft mange gode oplevelser sammen på DS Arena, og jeg håber på, at jeg kan medvirke til, at vi opnår endnu flere sammen.

Richmond Gyamfi har fået nummer 19 og træner med i Hobro IK fra i dag.

57-årig mand fra Hobro anholdt for spritkørsel på Viborgvej

Læs også: 57-årig mand fra Hobro anholdt for spritkørsel på Viborgvej

Lokal vinhandel i Hobro er nu lukket – fokus rettes mod Aalborg og Hjørring

Læs også: Lokal vinhandel i Hobro er nu lukket – fokus rettes mod Aalborg og Hjørring

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Hobro og omegn

Se flere artikler