Sport

Hobro IK sælger Max Nielsen til svenske mestre: Skifter til Mjällby AIF

21-årig lynhurtig back fortsætter karrieren i Sverige efter gennembrudssæson i Hobro

Søren Greve
Af Søren Greve 30. december 2025

Hobro IK har indgået en aftale med svenske Mjällby AIF om salget af Max Nielsen, der dermed fortsætter sin karriere hos de svenske mestre.

Den 21-årige back har været fast mand på holdkortet for Hobro IK i denne sæson, hvor han har spillet 19 kampe. De mange spilminutter kom efter et forår med flere stærke præstationer, hvor Max Nielsen for alvor spillede sig ind i startopstillingen. Nu går turen videre til Sverige og den bedste svenske række.

Sportschef: “Stolt over, at vi sælger til de svenske mestre”

Hobro IK’s sportschef, Lars Justesen, glæder sig over salget og fremhæver, at handlen er endnu et eksempel på, hvad spillere kan opnå i klubben.

– “Max er endnu et eksempel på, hvad man kan opnå i Hobro IK gennem hårdt arbejde og jeg er stolt over, at vi nu har solgt en spiller til de svenske mestre. Der har aldrig været nogen tvivl om, hvilke spidskompetencer Max har og med hans ekstreme fart har han været en konstant trussel for os, hvilket de skandinaviske topklubber nu også har fået øje på. Jeg er ikke i tvivl om, at Max kommer til at lægge flere lag på hans spil og udvikle sig yderligere og forløse det enorme potentiale han besidder. Vi er stolte over den udvikling Max har gennemgået i Hobro IK og ønsker ham alt held og lykke i Sverige.”

Har markeret sig med driblinger og dueller

Max Nielsen har i denne sæson været en offensiv trussel fra backpositionen. Ifølge klubben er han den spiller i Betinia Ligaen, der har flest succesfulde driblinger, og han ligger samtidig på en delt andenplads blandt spillerne med flest vundne dueller.

Max Nielsen: “Hobro IK er kommet til at betyde rigtig meget for mig”

Hovedpersonen selv ser frem til udfordringen i Sverige, men lægger ikke skjul på, at det bliver vemodigt at sige farvel til Hobro IK.

– “Jeg har været enormt glad for min tid i Hobro IK, hvor jeg har kunne udvikle mig i et trygt og roligt miljø. Hobro IK er en klub, der er kommet til at betyde rigtig meget for mig, og hvor jeg har nydt at komme hver dag, hvilket også har smittet af på mit spil på banen. Der er et enormt stærkt sammenhold, hvor der er plads til alle og alle arbejder stenhårdt for hinanden og det er noget jeg kommer til at savne. Jeg skylder Hobro IK en stor tak for at have troet på mig og ønsker alle i og omkring klubben alt det bedste i fremtiden.”

55 kampe i den gule trøje

Hobro IK sender Max Nielsen videre med ros og tak for indsatsen. I alt nåede han 55 kampe for klubben, inden skiftet til Mjällby AIF blev en realitet.

Hobro IK ønsker ham held og lykke i Sverige og takker ham for indsatsen i den gule trøje.