Nyheder

Hobro IK ubesejret de seneste 5 kampe…

AF JONAS BISGAARD KRISTENSEN Muligheder var der nok af i Fredericia søndag eftermiddag, men der manglede kvalitet i afslutningerne, hvorfor kampen endte i en målløs pointdeling. Første halvleg skulle vise sig at blive en, omend målløs, så alligevel underholdende affære. Allerede i tredje minut kom kampens første afslutning, da den tidligere Hobro-spiller Dennis Høegh fra […]

Hobro IK ubesejret de seneste 5 kampe…
4. september 2016
Af Redaktion

AF JONAS BISGAARD KRISTENSEN

Muligheder var der nok af i Fredericia søndag eftermiddag, men der manglede kvalitet i afslutningerne, hvorfor kampen endte i en målløs pointdeling.

Første halvleg skulle vise sig at blive en, omend målløs, så alligevel underholdende affære. Allerede i tredje minut kom kampens første afslutning, da den tidligere Hobro-spiller Dennis Høegh fra distancen sparkede lige på Jesper Rask. Ikke mere end fem minutter senere var hjemmeholdet igen på spil. Et hjørnespark blev smækket ind i hovedet på anfører Christian Ege Nielsen, der akkurat missede målet.

Første tilnærmelse fra Hobro kom ikke overraskende fra en dødbold. Et hjørnespark blev sendt helt ind foran mål i det lille felt, men indlægget blev afværget og sendt ud til et nyt hjørnespark, der også blev klaret af forsvaret.

Kort efter var det igen Fredericias tur til at true målet. En god førsteberøring fra den danske OL-spiller Mathias Hebo sendte Hobro-forsvaret den forkerte vej. Men den unge midtbanespillers afslutning kunne ikke følge op på den gode førsteaktion. Blot to minutter senere viste samme Hebo sig igen frem. Denne gang følte han sig inspireret til et langskudsforsøg, der dog blev snittet forbi mål.

I det 23. minut kom Hobros første store mulighed, da Lucas Jensen blev spillet fri på sin kant. Her afdriblede han en mand og lagde et fladt indlæg på tværs til Wilfried Domoraud, der havde muligheden for at score karrierens nemmeste mål. Men franskmanden missede uforklarligt.

Det var en god fodboldkamp på Monjasa Park. Simpelthen. Høj intensitet, velspillet og med chancer i begge ender af banen. Kun målene manglede. Men der gik ikke længe før næste forsøg på at lave et. Et velspillet og tålmodigt angreb fra Fredericia endte i venstresiden ved Mathias Jakobsen, der trykkede af mod målet. I første omgang fik Jesper Rask pareret bolden ud til siden, og i anden omgang blev et indlæg blokeret ud til et hjørnespark.

Men som sagt manglede målene, hvorfor stillingen var 0-0 ved pausen. Sidste chance i første halvleg tilfaldt livlige Mathias Hebo, der med et langskud hamrede forbi Jesper Rasks bur.

Mindre kvalitet efter pausen
Starten på anden halvleg føltes mere som en 0-0-kamp, end første halvleg havde gjort det. Først godt ti minutter efter pausen kom der en mulighed, da Fredericia erobrede bolden midt på banen og spillede bredt til højre. Herfra blev et hårdt, fladt indlæg sendt ind foran mål i retning af Dennis Høegh, hvis tå kun kunne snitte bolden.

Lige så god første halvleg var, lige så skidt var anden. Fejlafleveringer fra begge mandskaber, frispark og mange indkast gav usammenhængende spil. Derfor udeblev målchancerne også. Eksemplificeret ved Kasper Povlsen efter 64 minutter, da han med en John Faxe Jensen-inspireret afslutning fra distancen skød kuglen langt over kassen. I amerikansk fodbold havde det givet tre point til Hobro, men NFL-sæsonen starter først i næste weekend.

Generelt var de rødklædte værter farligst, og med små 20 minutter igen var Dennis Høegh igen på spil i boksen. Denne gang efter et indlæg fra venstre, som angriberen med hovedet dirigerede forbi den ene opstander.

Fire minutter senere var der atter fare på færde via et kontraangreb til hjemmeholdet efter et Hobro-hjørnespark. Mathias Hebo spillede Niels Letort fri med en god aflevering i dybden, men Jesper Rask dækkede sit mål flot af og tvang offensivspilleren til at sparke for bredt.

Mod slutningen kom der mere liv i opgøret. Godt fem minutter før tid fik Niels Letort mulighed for at gøre skaden god igen efter sin afbrænder ti minutter forinden. Denne gang med et hovedstød midt i feltet, der tvang en velspillende Jesper Rask ud i en glimrende redning.

Så skulle vi omsider op i banens anden ende. Indskiftede Kasper Lynge sled sig til bolden i venstre side og søgte mod mål, men blev nedlagt til et frispark. Et frispark som Sebastian Andersen tordnede direkte mod mål og forcerede Thomas Mikkelsen ud i en redning.

Chancerne manglede ikke på Monjasa Park, men det endte alligevel målløst. 0-0 og et point på kontoen.

Kampfakta:
FC Fredericia 0-0 Hobro IK (0-0)

Mål:

Hobro-opstilling:
Jesper Rask, Jacob Tjørnelund, Mads Justesen, Babajide Ogunbiyi, Nicholas Gotfredsen (81. min. – Davidson Eden), Sebastian Andersen, Jonas Brix-Damborg, Kasper Povlsen, Lucas Jensen (90+1. min. – Mikkel Mejlstrup Pedersen), Wilfried Domoraud, Anders Holvad (74. min. – Kasper Lynge Nielsen).

Bænken:
Alexander Nybo, Mads Jessen, Mikkel Mejlstrup Pedersen, Rune Hastrup, Onur Albayrak, Davidson Eden, Kasper Lynge.

Advarsler:
Mathias Hebo – FC Fredericia (38. min.)
Wilfried Domoraud – Hobro IK (41. min.)
Matej Podstavek – FC Fredericia (85. min.)

Tilskuertal:
509 tilskuere

Dommer:
Kalle Mäkinen

.

Lokal vinhandel i Hobro er nu lukket – fokus rettes mod Aalborg og Hjørring

Læs også: Lokal vinhandel i Hobro er nu lukket – fokus rettes mod Aalborg og Hjørring

To villaindbrud i Hobro: Politiet efterlyser vidner

Læs også: To villaindbrud i Hobro: Politiet efterlyser vidner

Tilmeld dig vores nyhedsbrev