.
AF CLAUS STENUM JENSEN
Det var hobrogenserne, som sad på det meste af spillet i 1. halvleg. Og efter cirka 12 minutter gav det pote. En erobring centralt i banen efterfulgtes af et par gode kombinationer centralt, inden bolden nåede Nicklas Svane i venstresiden. Han sendte den fladt ind i feltet til en fri Joe Johansen, som fra sin position midt i feltet knaldede kuglen i nettet til 1-0.
Herefter var det fortsat Hobro med mest initiativ, men dog med St. Restrup lurende på en række giftige kontrastød, hvor den rette aflevering kunne have spillet nogle af chancerne større.
Efter 32 minutter kom så 2-0 scoringen til hjemmeholdet. Lasse Olsen slog fra egen banehalvdel en lang bold op på Joe, som flikkede den videre dybt til Laurs Skjellerup. En forsvar kom dog i vejen og bolden endte i fødderne på målmanden og situationen virkede overstået. Men Joe Johansen lavede et vildt og optimistisk pres på målmanden og fik fat i bolden, hvorefter han fint sparkede den ind i det tomme mål.
Anden halvleg var fortsat med Hobro i spillemæssigt overtag. Alligevel var det udeholdet fra St. Restrup som to minutter inde i 2. halvleg bragte lidt spænding tilbage i opgøret. Et frispark fra egen halvdel blev i to omgange clearet dårligt af Hobro-defensiven og bolden endte til sidst på kanten af feltet hos en af de rødklædte fra Aalborg-klubben, som sikkert sparkede den ind – fladt ved fjerneste stolpe.
Efter reduceringen stod der fortsat Hobro på det meste af kampen. Og hjemmeholdet lykkedes i store perioder med at spille sig frem til mange indlægsmuligheder, hvor den fornødne skarphed i selve indlægget dog ofte manglede. Derfor kom den helt store chance for 3-1-scoringen aldrig rigtigt.
St. Restrup lurede fortsat på omstillinger og kunne med mere præcision i støvlerne have spillet et par farlige boldtab fra Hobro-midtbanen i kampens slutfase større.
Men kampen endte med cifrenen 2-1 og U15-drengene er fortsat nummer 3 i puljen. En pulje, som i øvrigt er meget tæt på at knække over i to med Hjørring, Thisted og Hobro placeret i den sjove ende med henholdsvis 9, 9 og 6 point.
Efter dagens kamp sagde den ene af holdets to trænere Mark Russell:
I sidste kamp var vi langt fra tilfredse med viljen til at gå i pres og gå ind i duellerne. Derfor var dagens hovedfokus, at vi ville se ild i øjnene hos ALLE spillerne. Det lykkedes og vi har nu sat en minimumsgrænse for den fight og indstilling, som vi forhåbentlig får at se i alle kampene fremadrettet.