.
Af sportschef Jens Hammer Sørensen, Hobro IK
Til aftenens kamp mellem Hobro IK og FC Fredericia i DBU´ pokalturnering har hjemmeholdet udtaget ikke færre end ni målscorere til den 16-mandstrup, der skal forsøge at sikre en plads i kvartfinalen.
Udfaldet af en fodboldkamp afgøres i al sin enkelhed af, hvilket hold, der scorer flest mål. Derfor burde Hobro IK teoretisk set have gode kort på hånden, når NordicBet Liga-holdet i aften tager imod gæsterne fra FC Fredericia i ottendedelsfinalen i DBU´s pokalturnering.
Hobro har nemlig ikke færre end ni målscorere i truppen til aftenens kamp. Holdets styrke og bredde illustreres ved, at der indtil nu i 14 kampe i Nordic Bet Ligaen samt i tre pokalkampe er scoret ikke færre end 41 mål fordelt på hele 16 spillere. Den suveræne topscorer er Mads Hvilsom, der har nettet hele syv gange i turneringen og en gang i pokalkampene. Men Tobias Perch-Nielsen følger lige efter med fire mål i pokalkampene og to mål i NordicBet Ligaen. Begge spillere er da også med i den trup, der er udtaget til pokalopgøret med FC Fredericia.
Følgende 16 spillere er udtaget. I parentes er angivet antal mål i NordicBet Ligaen / DBU´s pokalturnering: Jesper Rask (0/0), Marc Larsen Kristensen (0/0), Anders Egholm (1/0), Frederik Hammershøj (0/1), Rasmus Ingeman (1/0), Lasse Thomsen (0/1), Kasper Fisker (3/0), Mads Jessen (2/0), Jonas Damborg (0/0), Søren Zachariassen (0/0), Jesper Lauridsen (1/0), Rune Hastrup (0/0), Tobias Perch-Nielsen (2/4), Kim Elgaard (0/0), Mads Hvilsom (7/1) og Christoffer Østergaard (0/0).
Dermed er der blandt andet blevet pause til midterforsvareren Mads Justesen, der fik et hårdt skrub på hælen i den seneste turneringskamp mod Hvidovre IF.
Fredericia er et hold som vi burde kunne slå, hvis vi holder vort sædvanlige niveau. De plejer at ligge rigtig godt til os med deres vante 4-4-2 opstilling, og vi har en rigtig stærk trup med nogle dygtige spillere, siger sportschef Jens Hammer Sørensen.
Truppens sammensætning har været en afvejning mellem prioriteringen af indsatsen i turneringen og et ønske om at komme videre til kvartfinalen i pokalturneringen.
Vi vil gerne give vores mange trofaste tilskuere en superligamodstander at slutte efterårssæsonen af med. Men turneringen er stadig det vigtigste for os, understreger Jens Hammer Sørensen.
Læs også: