Hadsund og omegn
Højskolesangbøger indtager Øster Hurup.
Højskolesangbøger indtager Øster Hurup.
Af Klaus Hansen
Onsdag den 3. november fejrede man i Øster Hurup, at byens samlingssted Multihuset var blevet begavet med ikke mindre en 100 eksemplarer af den nye Højskolesangbog.
På initiativ af Inge Østergaard og Lene Kold blev sangfællesskabet Sangen har vinger skabt i sensommeren, og de to aktive kvinder fik samlet økonomisk støtte fra forskellige fonds, der har gjort det muligt at indkøbe såvel sangbøger som et el-klaver. De nyindkøbte klenodier blev holdt over dåben onsdag aften, hvor den officielle overrækkelse til Multihuset fandt sted. Anita Holt Larsen modtog gaverne på husets vegne og lovede dels at passe godt på dem, dels at bøger og klaver vil blive benyttet flittigt i de kommende år.
Følgende fonds har bidraget til den flotte gave: Fonden for Andelskasserne i område Nord, Jutlander Fonden Himmerland, Spar Nord Fonden, Svend Nielsen og Herdis Mygind Fond, Feriepartners Oplevelsespulje og Genbruget-Hadsund. Flere af fondene var repræsenteret ved indvielsen onsdag aften.
Mere end 60 sangglade mennesker var mødt op for at fejre byens nyanskaffelse, og da den formelle del af fejringen var vel overstået, gjaldede sangen i Multihusets caféområde. I aftenens glade anledning gav Multihuset en gang kaffe og kage i pausen, og først efter mere end halvanden times fællessang sluttedes aftenen af med Benny Andersens smukke Go nu nat.
Med den store tilslutning var der ingen tvivl i arrangørernes sind: Fremover bliver der en gang om måneden fællessang i Multihuset, første gang onsdag den 1. december kl. 19.
Således supplerer Øster Hurup de populære fællessange på havnen om sommeren med en ny vintertradition – og gør sig måske fortjent til et nyt slogan: Øster Hurup – fællessangens by.
Læs også: