.
Af Helle Schiønning
Den 1. september 2019 var det nøjagtig 25 år siden, det daværende Hadsund Egns Museum fik skøde på Havnø Mølle, der da blev museumsmølle. Det fejrer den nuværende ejer, Havnø Mølles Venner, ved
høstfesten på Havnø den 15. september kl. 10-16, fortæller bestyrelsen.
Jubilæumsbog
Ved høstfesten kan man købe den bog, som er udgivet i anledning af jubilæet: Havnø Mølle fra herregårdsmølle til museumsmølle. Bogen er skrevet af pens. museumsinspektør Lise Andersen, og den fortæller om møllens historie som en del af godset Havnø.
Der er således både meget møllehistorie, men også meget lokalhistorie i bogen, der er på 120 sider og rigt illustreret med gamle og nyere billeder, samt flere af maleren Sven Schous tegninger.
Har du gemt dine mølleaktier?
Bogen koster 200 kr., men som medlem af foreningen ELLER hvis man kan fremvise sine mølleaktier, som blev solgt til fordel for restaureringen i årene 1994-1996, så har man mulighed for at erhverve den for kun 125 kr. (det er nok at fremvise én aktie).
Havnø Mølle øl
I samarbejde med Hadsund Bryghus har Havnø Mølles Venner fået produceret en speciel Havnø Mølle Øl.
Det er en øl, der helt traditionelt er håndbrygget alene på vand, gær, malt og humle. Den har pilsnerstyrke og en meget ren øl-smag. Den sælges i halvliters flasker med en flot etiket med Sven Schous tegning af
møllen, hvilket også gør den velegnet som gave. Den koster 45 kr. og køber du fire, får du dem i en fin gaveæske. Tænk, at kunne drikke en kold øl i forvisningen om, at man støtter et godt formål, nemlig
bevaringen af Havnø Mølle!
Høstfest med gudstjeneste, veteranbiler, hestevognskørsel, tombola og spillemænd
Men helt som traditionen byder, starter vi høstfesten kl. 10 med høstgudstjeneste i det store telt. Efter gudstjenesten sættes møllen i gang, og hvis der er vind til det, bliver der malet mel. Du kan også opleve en helt anden form for mekanik! Der udstilles nemlig også forskellige veteranbiler og gamle traktorer.
I år kan du også prøve lykken i en tombola med meget fine gevinster sponseret af firmaer og handlende i Hadsund, Als og Øster Hurup.
Høstfest er også børnenes fest, og børnene har igen i år mulighed for at male deres eget mel på håndkværn og bage deres egne pandekage over bål.
Du kan også tage en tur i skoven eller til fjorden med hestevogn.
Den musikalske underholdning står Rebild-spillemændene for, og i teltet kan der naturligvis købes kaffe, te og sodavand med hjemmebag samt suppe med brød.