Af Lone K. Hansen
Havnø Mølles Venner, Møllehistorisk Samling og Visborg menighedsråd indbyder søndag 18. september kl. 10 16 til høstfest med underholdning og aktiviteter for hele familien ved Havnø Mølle.
Traditionen tro begyndes der med høstgudstjeneste i det store telt kl. 10. Der er stillet stole og bænke op, men vil du være sikker på en siddeplads, er det en god idé at medbringe egen klapstol.
Efter gudstjenesten sættes møllen i gang, og hvis der er vind til det, bliver der malet mel.
Høstfesten er også børnenes fest, og de kan blandt andet male deres eget mel på små håndkværne og efterfølgende bage pandekager over bål. Der er voksne, der hjælper børnene.
Sammen kan I også tage en tur i skoven med Anders hestevogn. Begge dele er gratis.
I Mølleboden kan du desuden smage og købe nogle af de lækre syltede sager, som lokalområdet byder på.
Havnø Mølles egen øl, fremstillet på Hadsund Bryghus, sælges naturligvis også.
– Vi stillede brygmesteren Mikkel Andersen den opgave, at brygge en øl, som vor oldemor bryggede dem dvs. kun af vand, gær, malt og humle det kom der en dejlig mølleøl ud af. Indtil nu har man kun kunnet købe øllen på Havnø Mølle, men i nær fremtid vil man også kunne finde den i
SuperBrugsen, fortæller Lise Andersen fra Havnø Mølles Venner.
Den musikalske underholdning står Rebild-spillemændene for, og i teltet kan der naturligvis købes kaffe, te og saftevand med hjemmebag samt suppe med brød.
Alt i alt er der lagt op til en traditionsrig høstfest i de smukkest tænkelige omgivelser ved Havnø.
Denne dag er der gratis adgang til møllen. Mød op til en hyggelig dag og støt samtidig bevaringen af et af lokalområdets klenodier.