Høstgudstjeneste i Arden og St. Arden kirker

22. september 2018

.Af Klaus Hansen Det er fung. sognepræst Finn Carpentier, som vil stå for gudstjenesten. Efter gudstjenesten i Arden vil der i Sognegården være auktion af forskellige afgrøder samt lidt at spise.Kirkegængere har mulighed for at donere nogle af høstens afgrøder, som blot skal medbringes til gudstjenesten. Fung. sognepræst Finn Carpentier fortæller forud for søndagens Høstgudstjeneste:…

.
Af Klaus Hansen

Det er fung. sognepræst Finn Carpentier, som vil stå for gudstjenesten. Efter gudstjenesten i Arden vil der i Sognegården være auktion af forskellige afgrøder samt lidt at spise.
Kirkegængere har mulighed for at donere nogle af høstens afgrøder, som blot skal medbringes til gudstjenesten.

Fung. sognepræst Finn Carpentier fortæller forud for søndagens Høstgudstjeneste:

Den svære høst

I sit lille digt de fire årstider skriver Thøger Larsen om efteråret:

Men atter daler lyset for vort øje,
og leen sabler livet ned om høje.
Småfuglen rejser bort, og græsset mørkner,
og dyr får travlt, før agrene blir ørkner.

Det digt skal optage os lidt her, fordi det fortæller os en helt masse om lige præcist det, der præger denne tid på året

Man atter daler lyset for vort øje, skriver Thøger Larsen. Det er godt set, og noget, som vi alle sammen kan nikke genkendende til. Det begynder så småt at være mindre lyst om morgenen, når vi står op – og aftnerne bliver kortere. Lyset tager af, og vi skal snart til at tænke på, at aftnerne ikke længere er egnet til udendørs brug. Nu skal vi til at finde på noget, som kan optage os inde.

Det er nok ikke så svært i dag, hvor alle hjem til overflod er fyldt med fjernsyn, stereoanlæg, computerteknologi – så meget, at der dårligt nok bliver tid til det, vi egentlig skal: de daglige lektier; sokkerne, der skal stoppes; tøjet, der skal stryges. Bøgerne og den daglige avis. Ja, tid til hinanden.

Det bliver efterår. Træer og buske begynder at ændre farve på deres blade. Frugter modnes, høstes og spises. Markerne tømmes for afgrøde og bliver, som Thøger Larsen skriver, til ørkner.

Det er længe siden, at Thøger Larsen levede, og derfor taler han, som han gør, lidt gammeldags, men det ændrer jo ikke på, at han et langt stykke hen ad vejen har ret. Markerne bliver vel ikke ligefrem som ørkner, for markerne er grønne året rundt nu om stunder, men sådan var det ikke, da Thøger skrev sit digt. Da lå markerne tomme fra efterårets høst til forårets såtid bortset naturligvis fra de steder, hvor der blev sået vintersæd.

Dengang kunne man se den mørke muldjord og derved blive mindet om den rigdom, som muldjorden havde givet.

Thøger Larsen skriver: Og leen sabler livet ned om høje. Man ser det næsten for sit indre blik, hvordan bondemanden går derude på marken – før mejetærskernes tid – og svinger leen for at lægge det værdifulde korn ned, så det kan blive bragt hjem og give os del i det liv, som det bærer i sig. Og når leen har sablet kornet, så står tilbage alene de golde stubbe, som Grundtvig så fint digter om i efterårssalmen Nu falmer skoven trindt om land:

Hvor marken bølged nys som guld
med aks og vipper bolde,
der ser man nu kun sorten muld
og stubbene de golde.

Lyset daler, leen sabler, småfuglen rejser, græsset mørkner – og marker bliver til ørkner!

Det er livets undergang, Thøger Larsen taler om i dette lille vers. Den undergang, som også vi er vidner til rundt omkring os i disse dage, hvor sommeren er forbi, og efteråret tager over.

Og det er nu, vi tænker: hvad gav sommeren os egentlig? Fik vi noget, som gør, at vi med frimodighed kan tro på, at der er en fremtid til os?

Svært har det i hvert fald været, i år, alt det med høsten – som om undergangen har truet os hele sommeren.

Forfatteren Knud Sørensen skriver i et lille digt netop om dette svære tørkeår:

Barometret vil ikke
som han vil.
Han banker på det
men højtrykket
er ubevægeligt.
Hver morgen
denne fastgroede viser
hver dag
denne alt for nære sol
som gør græsset
til brunligt støv
som brænder spidserne
af kornet
som gør roerne
til små rynkede knolde
og hver dag
er endnu længere
end den foregående
selvom kalenderen
siger noget andet.
Han ligger vågen om natten
for at høre en lyd
af dråber der falder
men hører kun
det tørkeramte træværks knirken
han ligger vågen om natten
for at fastholde mørket
for at fremmane blæsten, skyerne, regnen
han ligger vågen i mørket
indtil den første solstråle
tegner et skyggebillede
af stive blade
på det gule gardin.
Så ligger han et par timer endnu
og prøver på ikke at vågne.
Senere
må han i gang.
Han går besværligt
det spænder i hele kroppen
at se et land ligge sådan.

Rigtig trist er det billede, der tegnes her, og man får lyst til at citere Thøger Larsen igen: Men atter daler lyset for vort øje!

Der er i hvert fald stunder i livet, hvor livets lys er langt henne at hente – ikke mindst for den, der mere direkte end vi andre skal leve af jordens frugtbarhed og afgrøde.

Når leen har sablet ned omkring os også i de år, hvor der egentlig ikke rigtig er noget at sable ned af, så kan det være svært at finde glæden og vejen ind i fremtiden. Umuligt.

Når småfuglen i ordets egentligste forstand er borte, og livet er blevet mørkt, tomt og meningsløst, hvad er der så tilbage andet end mismodet?

Det er dér, hvor vi næsten – som en anden Job fra Det gamle Testamente – kan føle, at det hele er både umuligt og udsigtsløst!

Men det er også dér, hvor evangeliet bryder igennem og fortæller, at det hele måske ikke er helt så umuligt, alligevel. Helt så udsigtsløst. At lyset skinner i mørket – og jo egentlig er allermest tydeligt dér.

I Ny Testamente findes flere historier, der beretter om livets undergang og tilintetgørelse. Historier, der fortæller om dødens sejr og om livets nederlag. Historier om en balancegang på livets kant. Om, hvordan mennesker fik vejen ind i fremtiden skåret af og i stedet blev dømt til et liv under tilintetgørelsens fane.

JESUS selv oplevede det – men historien om ham er til trods herfor ikke en historie om livets undergang. Den er en historie om livets begyndelse. En historie om fremtiden. En historie, der fortæller, at tingene ikke sluttede i tilintetgørelsen og i dødens favntag. Påskemorgen lød det jo ud over den hele jord, at KRISTUS er opstanden. At fremtiden netop er begyndt, og at ingen og intet kan true den fremtid.

Midt i det udsigtsløse brød livet altså igennem. Døden fik ikke og får ikke lov til at tale til sidst. Leen sabler ganske vist stadig liv ned omkring os. Det falder – og en dag falder vi også selv – men af JESU opstandelse kan vi lære, at livet ikke stopper der.

Grundtvig rammer det så fint med disse ord

Men i vor lade, på vor lo
der har vi nu GUDs gaver,
der virksomhed og velstand gro
i tøndemål af traver.

Der er en fremtid al nutidens modstand og truende undergang til trods – og den fremtid har vi del i. Det er Grundtvigs ord, men vigtigere end det: det er også evangeliets ord.

Derfor har det stadig mening at gå ud og tage del i livet – og lad os så gøre det.

Glædelig høst – trods alt det svære.

Arden og omegn

Se flere artikler